EU-direktiv forbyder automatisk afskedigelse af fængselstjenestemand med hørenedsættelse uden individuel vurdering og rimelige tilpasninger

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Riigikohus (Estlands øverste domstol) vedrørende fortolkningen af direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, specifikt i relation til forskelsbehandling på grund af handicap.

Sagsøgeren, XX, var ansat som fængselstjenestemand ved Tartu Vangla i næsten 15 år, da han blev afskediget. Afskedigelsen skyldtes, at en helbredsattest viste, at XX’s høreevne på det ene øre ikke opfyldte de absolutte minimumstærskler for lydopfattelse, der var fastsat i den estiske Bekendtgørelse nr. 12. Ifølge denne nationale ordning udgjorde manglende overholdelse af disse tærskler en "absolut medicinsk hindring" for fortsat ansættelse.

Den nationale lovgivning udelukkede enhver mulighed for at anvende korrigerende hjælpemidler (som høreapparat) for at opfylde kravene. Den tillod heller ikke en individuel vurdering af, hvorvidt tjenestemanden, på trods af hørenedsættelsen, var i stand til at udføre sine væsentlige opgaver, som primært omfattede overvågning og kommunikation via radio og alarmudstyr.

Tvistens kerne

De præjudicielle spørgsmål søgte afklaring på, om en national ordning, der medfører direkte forskelsbehandling på grund af handicap, kan retfærdiggøres som et "regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav" (Artikel 4, stk. 1) og samtidig overholde proportionalitetsprincippet, når hensynet er at sikre fængselsvæsnets operationelle karakter og offentlig sikkerhed. Hovedspørgsmålet var, om kravet var proportionalt, når det absolut udelukkede brugen af hjælpemidler og ignorerede forpligtelsen til rimelige tilpasninger (Artikel 5).

Domstolen fastslår, at de relevante artikler i direktiv 2000/78/EF er til hinder for en national ordning, hvorefter det er absolut umuligt at bibeholde en fængselstjenestemand i tjenesten, hvis den pågældendes høreevne ikke når de nationale minimumstærskler for lydopfattelse, uden at der forinden er foretaget en vurdering af muligheden for rimelige tilpasninger.

Direkte Forskelsbehandling og Legitimt Mål

Domstolen anerkendte, at den estiske regel udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af handicap (Art. 2, stk. 2, litra a)). Samtidig blev det anerkendt, at målet om at sikre fængselsvæsnets operationelle karakter og offentlig orden er et legitimt mål, og at kravet om en minimumstærskel for høreevne derfor kunne udgøre et "regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav" i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1.

Proportionalitet og Manglende Tilpasninger

Afvisningen af automatisk afskedigelse skyldtes, at den nationale ordning gik videre end nødvendigt og dermed var disproportional. Den estiske bekendtgørelse nr. 12: