Afgørelse om betaling af tandbehandlingsudgifter efter arbejdsskade

Sagen omhandler en 30-årig mand, der i maj 1985 pådrog sig en tandskade under arbejde på en maskinfabrik. Tanden +2 blev beskadiget, rodbehandlet og forsynet med en stiftforankret MK-krone, som forsikringsselskabet betalte for.

I december 1994 anmodede den behandlende tandlæge om genoptagelse af sagen, da der var konstateret rodfraktur på tanden +2. En midlertidig skeprotese blev fremstillet til 2.226 kr., og den endelige behandling, en 3-leddet bro eller et enkelttandsimplantat, skønnedes at koste 20.000-22.000 kr..

Arbejdsskadestyrelsens tandlægekonsulent vurderede, at den oprindelige kronefremstilling sandsynligvis havde medført en skæv udboring af stiftforankringen, hvilket svækkede tanden og forårsagede de senere komplikationer. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte tandskaden som en arbejdsskade og afgjorde, at forsikringsselskabet skulle afholde udgifterne til både den akutte og den endelige behandling. Samtidig anmodede Arbejdsskadestyrelsen forsikringsselskabet om at søge beløbene dækket af den behandlende tandlæges patientforsikring.

Forsikringsselskabet klagede over, at de skulle søge dækning hos tandlægens patientforsikring, da de mente, at dette var en sag mellem tandlægen og patientforsikringen, og ikke forsikringsselskabet uvedkommende. Arbejdsskadestyrelsen fastholdt, at henvisningen til patientforsikringen skyldtes en mulig fejlbehandling af hændelig art, og at en senere udskiftning med en bro allerede var på tale i 1985.

Det påhvilede forsikringsselskabet at betale for skadelidtes udgifter til tandbehandling og brofremstilling, jf. behandlingsforslaget fra december 1994.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den nu nødvendige behandling sandsynligvis skyldtes en for kort og skævt udboret stiftforankring i forbindelse med den oprindelige behandling af følgerne efter arbejdsskaden i 1985. Ankestyrelsen fandt ikke, at skadelidte skulle bære risikoen og udgifterne som følge af det af arbejdsskaden afledede behandlingsbehov.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Der blev ikke taget stilling til, om der eventuelt var grundlag for at gøre et erstatningsansvar gældende overfor den behandlende tandlæge, jf. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 30, stk. 1.