Afgørelser om arbejdsskadeforsikring ved deltagelse i sportskonkurrencer

Sagerne omhandler to professionelle atleter – en speedwaykører og en cykelrytter – der begge kom til skade under udøvelse af deres sport og søgte anerkendelse som arbejdsskade. Den centrale problemstilling i begge sager var, hvorvidt atleterne kunne anses for at være "antaget til arbejde" i henhold til Arbejdsskadeloven.

I den ene sag styrtede en professionel speedwaykører under et løb i august 1993. Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i december 1994. Arbejdsskadestyrelsen afviste anerkendelse, da de mente, at anmeldelsen var for sen, og at køreren ikke var ansat af hverken den lokale speedwayklub eller Dansk Motor Union (DMU). De lagde vægt på kontraktens element af selvstændighed, hvor køreren selv bestemte løbsdeltagelse (udover en specifik bane) og modtog rejsegodtgørelse samt pointpenge frem for fast løn. Den lokale speedwayklub fastholdt dog, at der var en fast aftale med forpligtelse til at deltage i løb for klubben, sanktioneret med bod ved udeblivelse.

I den anden sag kom en professionel cykelrytter til skade under et cykelløb i udlandet, hvor han deltog på det danske landshold. Arbejdsskadestyrelsen afviste også denne sag, idet de fandt, at der ikke forelå et underordnelsesforhold til Dansk Cykel Union, og at han ikke modtog løn eller havde pligt til at deltage i løbet. Cykelrytteren deltog frivilligt for at repræsentere Danmark, og selvom Dansk Cykel Union afholdt udgifter og stillede hjælpere til rådighed, modtog han ikke løn og havde primært indtægter fra præmier.

Ankestyrelsen traf forskellige afgørelser i de to sager, baseret på en konkret vurdering af ansættelsesforholdet i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 1, stk. 1.

Afgørelse i speedwaysagen

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og anerkendte speedwaykørerens skade som en arbejdsskade. De fandt, at han måtte anses for at have været antaget til arbejde for den lokale speedwayklub. Begrundelsen var, at kontrakten for 1993 detaljeret fastsatte hans pligt til at være til rådighed og deltage i superligaløb, de økonomiske betingelser, og sanktionsmuligheder ved misligholdelse. Klubben havde en klar økonomisk interesse i hans deltagelse, og han var forpligtet til at køre det konkrete løb.

Ankestyrelsen dispenserede desuden fra den for sene anmeldelse af hændelsen, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 20. Dette skyldtes, at skaden havde erstatningsberettigende følger, og at den sene anmeldelse var undskyldelig på grund af usikkerhed om forsikringsforholdene, hvilket førte til en initial anmeldelse til et ulykkesforsikringsselskab.

Afgørelse i cykelsagen

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og afviste at anerkende cykelrytterens skade som en arbejdsskade. De fandt, at der ikke forelå et ansættelsesforhold i lovens forstand. Vægten blev lagt på, at hans deltagelse var frivillig og ikke kontraktligt forpligtet, og at han deltog på lige fod med andre, ikke primært i sin egenskab af professionel. Ulykkestilfældet blev derfor anset for at være indtruffet under udøvelse af en fritidsaktivitet. Selvom Dansk Cykel Union afholdt udgifter og bidrog til arrangementet, havde de ikke egentlige instruktions- eller sanktionsbeføjelser, hvilket var afgørende for vurderingen af, at de ikke kunne betragtes som arbejdsgiver i lovens forstand.