Afslag på refusion af skat efter sømandsbeskatningsloven for sandsugers aktiviteter i havn

Sagen omhandlede et rederis anmodning om refusion af skat på 117.215 kr. for april måned 2014 for fartøjet "M/S [x1]" i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10. SKAT havde givet afslag på refusionen med den begrundelse, at fartøjets aktiviteter i en svensk havn skulle anses for "begrænset fart", og at søtransportaktiviteterne derfor udgjorde mindre end de krævede 50 % af driftstiden for måneden.

Fartøjet havde i perioden 7. – 26. april 2014 været beskæftiget med gravning i havn og losning på en klapplads 2 sømil væk i den svenske havn [havn1]. SKAT vurderede, at disse aktiviteter faldt ind under begrebet "begrænset fart", som ikke anses for søtransport i henhold til lovens regler. SKAT opgjorde søtransportaktiviteterne til 20,24 % for april 2014.

Rederiets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet var berettiget til refusion, idet SKATs fortolkning af refusionsreglerne blev anset for ukorrekt. Repræsentanten henviste til tidligere lignende sager for Landsskatteretten (SKM2011.818.LSR), som var indbragt for domstolene, og anmodede om en afgørelse med genoptagelsestilsagn.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at danske rederier kan opnå refusion af skat for søfarende under visse betingelser, jf. Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2 og 3. En central betingelse er, at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 % af driftstiden.

Definition af begrænset fart

Retten bemærkede, at "begrænset fart" defineres som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, samt ved anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b. Denne definition finder tilsvarende anvendelse for stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2.

Det blev yderligere fremhævet, at virksomhed inden for området for begrænset fart ikke anses som søtransport ved anvendelse af Sømandsbeskatningsloven § 10, jf. Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2. Forarbejderne til loven og EU-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren (jf. 2009/380/EF) understøtter, at udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde altid falder uden for DIS-ordningen.

Vurdering af den konkrete sag

Landsskatteretten fandt, at de udførte arbejdsopgaver i april 2014, som omfattede gravning i havn og losning på en klapplads 2 sømil væk i en svensk havn, med rette skulle henføres til virksomhed i begrænset fart. Dette betød, at disse aktiviteter ikke kunne medregnes i opgørelsen af søtransportaktiviteterne i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2.

Retten henviste desuden til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, der fastslår, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 11, som giver rederier mulighed for at vælge mellem måneds- eller årsbasis for opgørelsen af 50 %-kravet. I dette tilfælde var opgørelsen foretaget på månedsbasis.

Landsskatteretten konkluderede, at selskabet ikke var berettiget til refusion for april måned 2014, da skibet "M/S [x1]" havde foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden i den pågældende periode. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.