Sømandsbeskatningsloven § 2

Bestemmelsen definerer, hvad der forstås ved et dansk skib, et udenlandsk skib og begrænset fart.

Ved et dansk skib forstås et skib, som er registeret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj. Et skib, som er registreret i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, og som uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi (bareboat-charter), betragtes som et dansk skib. Derimod betragtes et skib, som er registreret her i landet, og som bareboat-chartres til et færøsk, grønlandsk eller udenlandsk rederi, ikke som et dansk skib efter denne lov. Ved et udenlandsk skib forstås et skib med samme tonnagemål og samme anvendelse, når skibet ikke er et dansk skib.

I forhold til de gældende regler (sømandsfradragslovens § 2, nr. 1 og nr. 4) sker der efter forslaget den ændring i definitionen af et dansk og et udenlandsk skib, at tonnagegrænsen nedsættes fra de nuværende 100 tons til 20 tons. Desuden er udtrykket »personer eller gods« erstattet med »passagerer eller gods«, som er det udtryk, der anvendes i tonnageskatteloven og i EU-reglerne. Endelig sker der den sproglige præcisering, at bjærgningsfartøjer nu betegnes som bugser- og bjærgningsfartøjer. Det er ikke hensigten at ændre anvendelsesområdet for denne type fartøjer ud over hvad der følger af ændringen af tonnagegrænsen.

Den nye grænse på de 20 tons er valgt, fordi dette efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven) er grænsen for, hvornår et skib kan registreres i DIS. (DIS-loven administreres af Søfartsstyrelsen og omhandler alene registrering af skibe. DIS-loven er således ikke en skattelov. Det er en forudsætning for »DIS-beskatning« af en sømand, at skibet er registreret i DIS, men derudover skal skattelovgivningens krav også være opfyldt.)

20 tons er også grænsen for, hvornår et skib kan omfattes af tonnageskatteordningen. Som tidligere omtalt ønsker regeringen så vidt muligt at give de to statsstøtteordninger – DIS-ordningen og tonnageskatteordningen – fælles anvendelsesområde.

Nedsættelsen af tonnagegrænsen til 20 tons gør de gældende dispensationsbestemmelser for tonnagemål overflødige. Som tidligere omtalt er det under visse betingelser muligt at dispensere for den grænse på 100 tons, der i øjeblikket er gældende (sømandsskattelovens § 5, stk. 2). Dette har nogle uheldige konkurrencemæssige konsekvenser. Dispensationsbestemmelserne foreslås derfor afskaffet, hvilket samtidig vil medføre en forenkling af regelsættet.

Videre defineres det i § 2, hvad der forstås ved begrænset fart. Efter de gældende regler (sømandsfradragslovens § 2, nr. 2 og 3) skelnes der mellem udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Sondringen mellem udenrigsfart og nærfart har i dag alene betydning for spørgsmålet om sømandsfradragets størrelse. Det foreslås at forenkle reglerne, så der fremover kun skelnes mellem begrænset fart og anden fart, således at sømandsfradraget i alle tilfælde gives med samme sats ved fart uden for det begrænsede fartområde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3 og § 4 nedenfor.

Området for begrænset fart er ikke på samme måde som udenrigsfart og nærfart i de gældende regler defineret ved angivelse af længdegrader og breddegrader. Der er ikke tilstræbt nogen ændring i forhold til det gældende om, hvornår der er tale om begrænset fart, dog med den undtagelse at den gældende dispensationsbestemmelse også her foreslås afskaffet.

Området for begrænset fart foreslås herefter defineret som

– fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde,

– anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart o. l.,

– fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler,

– rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil,

– anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Ved bedømmelsen af, om en sømand har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl, vil skattemyndighederne bl.a. kunne lægge samme kriterier til grund, som man anvender ved bedømmelsen af, om en lønmodtager opfylder betingelserne for at kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse. Skattemyndighederne vil også kunne lægge vægt på, om overnatning ombord er nødvendig af hensyn til skibets almindelige drift.

For rutetrafikken gælder der i øjeblikket en dispensationsregel (sømandsfradragslovens § 5, stk. 4), hvorefter sejldistancen på 50 sømil kan nedsættes til 25 sømil. Forudsætningen er, at et overvejende antal af rederiets øvrige skibe sejler i nærfart eller udenrigsfart, og de pågældende søfolk kontraktligt er bundet til at lade sig overflytte til tjeneste ombord på skibe i nærfart eller udenrigsfart.

Regeringen ønsker at fjerne alle dispensationsbestemmelser fra reglerne om beskatning af søfolk og udelukkende lade reglerne være baseret på objektive kriterier. Hvorvidt en sømand skal have adgang til et bestemt fradrag skal afhænge af den pågældendes egne forhold og ikke af, hvordan rederiets flåde er sammensat. Regeringen ønsker derfor at fjerne denne dispensationsadgang i lighed med de øvrige.

Imidlertid ønsker regeringen ikke at ændre vilkårene for søfolk og rederier, som allerede er omfattet af den nævnte dispensationsbestemmelse. Der foreslås derfor en overgangsregel herom, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 14-16.