Indkomstforhøjelse på baggrund af bankindsætninger i Letland – manglende dokumentation for beskattede midler

Sagen omhandler en klager, der driver virksomhed med udlejning af ejendomme og konsulentvirksomhed i Letland. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2006-2011 baseret på en række indsætninger på hans bankkonti i Letland. Forhøjelserne udgjorde i alt 1.606.482 kr. over perioden, fordelt på indsætninger fra lettiske selskaber ([virksomhed3]), andre personer, og klagerens egne indsætninger, samt ikke-selvangivne renteindtægter.

Klageren, der tidligere har arbejdet som bankmand og meddirektør i banker i USA og Tyskland, forklarede, at hans konsulentvirksomhed i Letland primært bestod i at finde opgaver for danske virksomheder og bistå med etablering og administration. Han havde en mundtlig aftale med [virksomhed3] om at modtage 50% af overskuddet fra opgaver, han skaffede, samt refusion af udgifter. Klagerens egen konsulentvirksomhed havde givet underskud i det seneste årti.

SKATs forhøjelser var baseret på en antagelse om, at indsætningerne udgjorde skattepligtig indkomst fra konsulentarbejde, som klageren ikke havde selvangivet. SKAT anvendte Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 til at genoptage ansættelserne for 2006-2009, idet de mente, at klageren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved at undlade at selvangive indtægterne.

Klagerens repræsentant påstod principalt, at forhøjelserne for 2006-2009 var ugyldige på grund af forældelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, da klageren hverken havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Subsidiært påstod repræsentanten, at forhøjelserne for alle år skulle nedsættes, da de indsatte beløb ikke udgjorde skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Statsskatteloven § 5. Klageren argumenterede, at indsætningerne i vidt omfang var interne overførsler af allerede beskattede midler, forskud eller refusion for udlæg, lån og tilbagebetaling af lån, eller midler, som klageren ikke var rette indkomstmodtager af. Han fremlagde erklæringer fra involverede parter og kontoudtog for at sandsynliggøre sine påstande. Klageren accepterede dog forhøjelsen vedrørende renteindtægterne.

SKATs opgørelse af forhøjelserne var som følger:

Klagerens forklaringer om de specifikke indsætninger omfattede:

• Indsætninger fra [virksomhed3]: Angiveligt forskud, refusion af udlæg eller tilbagebetaling af lån i forbindelse med klagerens administrative opgaver og mellemregninger.
• Indsætninger fra andre personer ([person2], [person3]): Påstået tilbagebetaling af lån eller betaling for private effekter (møbler).
• Egne indsætninger: Forklaret som midler fra mellemregninger med [virksomhed3]-selskaberne, provenu fra kreditforeningslån optaget med henblik på investeringer i Letland, eller tidligere beskattede opsparede midler fra hans tid som bankmand i USA.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2006-2011.

Formalitet – Ekstraordinær genoptagelse

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en ekstraordinær ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2009 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Dette skyldtes, at klageren ikke havde dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bankindsætningerne var skattefri eller foretaget med allerede beskattede midler. Denne manglende dokumentation blev tilregnet klageren som i hvert fald groft uagtsomt, hvilket berettigede SKAT til at genoptage ansættelserne efter udløbet af den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Afgørelsen var dermed ikke ugyldig.

Realitet – Skattepligt af bankindsætninger

Landsskatteretten bemærkede, at det i henhold til praksis, jf. blandt andet SKM2008.905.HR og SKM2015.633.ØLR, påhviler skatteyderen at godtgøre, at bankindsætninger af en vis størrelsesorden over en længere periode stammer fra beskattede midler. Klageren havde ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for sine påstande:

• Indsætninger fra [virksomhed3] (punkter 10-A1 og 10-A2): Klageren påstod, at beløbene på 35.000 kr. i 2010 var interne overførsler eller rettelser af fejl. Retten fandt, at det ikke var dokumenteret, at der var tale om en overførsel mellem egne konti, da beløbene indgik udefra. SKATs afgørelse blev stadfæstet.
• Indsætning fra [virksomhed9] (punkt 09-A1): Klageren hævdede, at 26.765 kr. var refusion af udlæg. Retten fandt, at det fremlagte bilag (erklæring) ikke dokumenterede, at der var tale om udlæg. SKATs afgørelse blev stadfæstet.
• Indsætning fra [virksomhed12] (punkt 09-A2): Klageren forklarede, at 230 LVL var en fejlagtig betaling, der blev refunderet. Retten fandt, at dette ikke var dokumenteret. SKATs afgørelse blev stadfæstet.
• Indsætninger fra [person2] (punkter 10-B1, B3-B7, B9-B11 og 11-A1-A6): Klageren påstod, at beløbene stammede fra salg af private effekter og tilbagebetaling af lån. Selvom der var fremlagt erklæringer fra [person2], fandt retten, at der ikke var fremlagt lånedokumenter, mellemregningskonti eller lignende til objektiv dokumentation. SKATs afgørelse blev stadfæstet.
• Indsætninger fra [person3] (punkter 10-B2, B8 og B12): Klageren forklarede, at beløbene var tilbagebetaling af udlån til [person3]. Retten fandt, at der ikke var fremlagt lånedokumenter, mellemregningskonti eller lignende til objektiv dokumentation. SKATs afgørelse blev stadfæstet.
• Egne indsætninger (punkter 06-B1-B2, 07-B1-B5, 08-A1-A8, 09-B1-B5, 10-C1-C3 og 11-B1-B5): Klageren hævdede, at disse indsætninger stammede fra mellemregninger med [virksomhed3]-selskaberne (forskud, refusion af udlæg, lån) eller fra kreditforeningslån og tidligere beskattede midler (USD 25.000 fra USA). Retten fandt, at der ikke var fremlagt en mellemregningskonto eller objektiv dokumentation for disse påstande. Specifikt for de 100.000 kr. og 30.000 kr. overførsler, samt USD 25.000, blev det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var en sammenhæng mellem hævninger i Danmark og indsætninger i Letland, eller at midlerne var tidligere beskattede. SKATs afgørelse blev stadfæstet for alle disse posteringer.

Klageren accepterede dog indkomstændringen vedrørende renteindtægterne.