Frigørelse for gæld i K/S med non-recourse lån: Ikke skattepligtig gevinst for kommanditister

I 2008/2009 gik hotelkæden, der drev hotelvirksomhed fra ejendommen, konkurs. Ejendommens værdi blev nedskrevet til 20.579.250 kr. pr. 31. december 2009. Årsrapporten for 2009 viste en gevinst på banklånet på 14.279.765 kr., som modposteredes gælden til [virksomhed2]. Dette var en del af en nettoudgift på -10.069.378 kr. fra værdireguleringer:

Den 4. januar 2010 solgte kommanditisterne deres anparter i K/S [virksomhed1] til [virksomhed6] Ltd for 0 kr. På salgstidspunktet var kommanditselskabet stadig ejer af ejendommen.

SKATs afgørelse

SKAT mente, at kommanditisterne blev frigjort for deres andel af gælden til [virksomhed2] (1.523.689 GBP) ved salget af ejendommen, som blev anvendt til betaling af [virksomhed2]. SKAT anså dette for en skattepligtig gevinst på gæld i fremmed valuta efter Kursgevinstloven § 23, da det ikke var en gældseftergivelse omfattet af Kursgevinstloven § 24, men en frigørelse i overensstemmelse med non-recourse vilkårene.

Den skattepligtige gevinst blev opgjort således:

SKAT fremhævede, at frigørelsen af gælden skete i henhold til non-recourse vilkårene, hvilket betød, at [virksomhed2] modtog det beløb, banken havde krav på baseret på aktivets værdi, og at der ikke var tale om en gældseftergivelse. SKAT henviste til SKM2007.780.LSR og SKM2010.42.BR til støtte for, at en sådan frigørelse er skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23, som har forrang for Kursgevinstloven § 21 for gæld i fremmed valuta.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at forhøjelsen af indkomsten skulle nedsættes til 0 kr. Klageren argumenterede for, at der ikke var realiseret en skattepligtig kursgevinst, da kommanditisterne ikke var blevet frigjort for gæld. Kommanditisternes hæftelse var begrænset til deres indskud, og non-recourse vilkårene betød, at [virksomhed2] kun kunne søge fyldestgørelse i ejendommen, ikke hos kommanditisterne personligt. Derfor havde kommanditisterne aldrig en direkte forpligtelse over for [virksomhed2] for den del af gælden, der oversteg ejendommens værdi. Klageren differentierede sagen fra SKM2010.42.BR og henviste til SKM2007.896.LSR, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at beskatte en debitor af en gældseftergivelse. Klageren anførte, at et kommanditselskab er skatteretligt transparent, men at kommanditisternes hæftelse er begrænset af den juridiske konstruktion. Det blev også diskuteret, om et non-recourse lån anses for en pengefordring, og om der sker en frigørelse for gæld, når kreditor alene kan søge sig fyldestgjort i aktivet, og investor ikke har en forpligtelse over for kreditor.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte SKATs forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr.

Flertallets begrundelse

Tre retsmedlemmer fandt, at gevinst på gæld i fremmed valuta ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, jf. Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21.

De lagde vægt på, at:

• Lånet fra [virksomhed2] var ydet på non-recourse vilkår, hvilket betød, at [virksomhed2] alene kunne holde sig til ejendommen, og kommanditisterne hæftede ikke personligt for den del af restgælden, der oversteg ejendommens værdi.
• [virksomhed2]s overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke en eftergivelse af gæld, der kunne beskattes hos kommanditisterne.
• Da [virksomhed2] som følge af lånevilkårene ikke havde krav på mere end ejendommen, var fordringens værdi for [virksomhed2] på tidspunktet for overtagelsen lig med ejendommens værdi.
• Betingelsen i Kursgevinstloven § 23, jf. Kursgevinstloven § 21, om at gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, var derfor ikke opfyldt.
• Det forhold, at klageren i årene 1997-2009 havde afskrevet på det fulde lånebeløb og fratrukket sin forholdsmæssigeandel af renterne, udgjorde ikke hjemmel til beskatning.

Retsformandens mindretalsudtalelse

Retsformanden stemte for at stadfæste SKATs afgørelse. Han henviste til, at:

• Kommanditselskabet stadig ejede ejendommen ved salg af anparterne og skyldte [virksomhed2] 4,234,729 GBP.
• Kommanditselskabet havde forrentet og afdraget lånet, og klageren havde fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e.
• Vestre Landsret havde i SKM2005.450.VL fastslået, at non-recourse vilkår ikke gjorde kommanditselskabets hæftelse hypotetisk, og kommanditisten kunne fratrække underskud og medtage sin andel af lånet på fradragskontoen.
• Ved overdragelse af anparterne blev kommanditisterne frigjort for den del af gælden til [virksomhed2] (1,523,689 GBP), som ikke var dækket af salgsprisen på ejendommen.
• Ordlyden af Kursgevinstloven § 23 fastslår, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal medregnes i den skattepligtige indkomst, medmindre den er omfattet af Kursgevinstloven § 22. Der er ikke en henvisning til Kursgevinstloven § 21 i Kursgevinstloven § 23, og Kursgevinstloven § 23 går forud for beskatning efter Kursgevinstloven § 21. Denne forståelse stemmer overens med lovbestemmelsens ordlyd og forarbejder.

I 2009 gik hotelkæden, der drev hotelvirksomhed fra ejendommen, konkurs. Ejendommen blev nedskrevet i værdi, og der blev bogført en gevinst på banklånet på 14.279.765 kr. som en nedbringelse af gælden til [virksomhed2].

Den 4. januar 2010 solgte kommanditisterne deres anparter i K/S [virksomhed1] til [virksomhed7] Ltd for 0 kr. På salgstidspunktet var kommanditselskabet stadig ejer af ejendommen. [virksomhed7] Ltd overtog gælden til [virksomhed2] på 4.234.729 GBP, men kommanditisterne blev frigjort for restgælden på 1.523.689 GBP.

En tidligere dom fra Vestre Landsret (SKM2005.450.VL) havde fastslået, at kommanditisterne kunne fratrække underskud (herunder renter) og medtage deres forholdsmæssige hæftelse for 1. prioritetslånet på fradragskontoen, da non-recourse vilkår ikke gjorde hæftelsen hypotetisk.

SKATs argumentation

SKAT mente, at klageren som kommanditist skulle beskattes af gevinsten på gæld i fremmed valuta, der var faldet bort. SKAT henviste til Kursgevinstloven § 23, som fastslår, at gevinst og tab på gæld i fremmed valuta skal medregnes i den skattepligtige indkomst. SKAT argumenterede, at der ikke var tale om gældseftergivelse efter Kursgevinstloven § 24, da frigørelsen af gælden skete i overensstemmelse med de særlige non-recourse lånevilkår. Kreditor [virksomhed2] havde modtaget det beløb, banken havde krav på i henhold til låneaftalen, da banken alene kunne kræve betaling med aktivets værdi. SKAT henviste til, at Kursgevinstloven § 23 har forrang, og at singulær gældseftergivelse på gæld i fremmed valuta medfører beskatning, i modsætning til gæld i DKK, som ville være skattefri efter Kursgevinstloven § 21.

SKAT opgjorde den skattepligtige gevinst således:

Klagerens argumentation

Klageren påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr., da han ikke havde realiseret en skattepligtig kursgevinst. Klageren argumenterede, at han ikke havde opnået nogen frigørelse for gæld, da kommanditisternes hæftelse var begrænset til deres indskud, og lånet var på non-recourse vilkår. Det var kommanditselskabet, K/S [virksomhed1], der som selvstændig juridisk person havde indgået låneaftalen, og [virksomhed2] kunne alene søge fyldestgørelse i selve ejendommen. Klageren mente, at det var juridisk forkert at anse kommanditisterne for frigjort for gæld, som kommanditselskabet hæftede for. Klageren differentierede sagen fra SKM2010.42.BR, hvor en direktør blev beskattet af en kursgevinst ved frigørelse for et non-recourse lån med sikkerhed i aktier. Klageren henviste også til SKM2007.896.LSR, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at beskatte en gældseftergivelse, da investor ikke havde en forpligtelse over for kreditor ved et non-recourse lån.