Manglende dokumentation for betalinger til underleverandører medførte skønsmæssig forhøjelse af indkomst

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for udgifter til underleverandører i indkomstårene 2011 og 2012. Klageren drev virksomheden [virksomhed1] inden for bygge- og anlægsbranchen, hvor han fungerede som tovholder mellem [virksomhed2] A/S og indlejet mandskab fra underleverandørerne [virksomhed3] og [virksomhed4]. Klageren afregnede med [virksomhed2] A/S baseret på timesedler og betalte angiveligt underleverandørerne kontant.

Klageren havde ikke selvangivet overskud af virksomhed for de pågældende år, og SKAT opgjorde virksomhedens skattemæssige overskud skønsmæssigt. SKAT nægtede fradrag for udgifter til de to underleverandører med den begrundelse, at der manglede dokumentation for betalingernes realitet, herunder kontrakter, kvitteringer for modtagelse af betalinger, og at underleverandørerne hverken havde selvangivet eller momsangivet indtægterne.

SKATs skønsmæssige ansættelse af overskud og momstilsvar var som følger:

Klagerens repræsentant bestred SKATs afgørelse og påstod, at det skønnede overskud skulle nedsættes med 745.100 kr. for 2011 og 73.070 kr. for 2012. Klageren anførte, at:

• Han var blevet faktureret af underleverandørerne for udført arbejde og kunne derfor fratrække disse udgifter i sin indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
• Det er kutyme i branchen at afregne kontant med udlejningsbureauer, og dokumentation for kontantudbetalinger er vanskeligere end for bankoverførsler.
• Bankudskrifter dokumenterede kontanthævninger svarende til fakturabeløbene fra underleverandørerne.
• Det var usandsynligt, at klageren alene kunne have udført de op til 192,5 ugentlige timer, som han fakturerede [virksomhed2] A/S for, hvilket indikerede brug af underleverandører.
• Det var ikke klagerens risiko, at hans underleverandører ikke havde selvangivet eller momsangivet indtægterne, og SKATs krav om solidarisk hæftelse manglede hjemmel, jf. Momsloven § 37.

Klageren fremhævede, at dokumentation for en udgifts fradragsberettigelse ikke er betinget af en bestemt type dokumentation, men at udgiften skal være en realitet og afholdt som en driftsomkostning. De fremlagte fakturaer fra underleverandørerne og bankudskrifter med kontanthævninger, der stemte overens med fakturabeløbene, blev anset som tilstrækkelig dokumentation for udgifternes afholdelse og realitet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at skattepligtige skal selvangive deres indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 1, og erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab baseret på løbende bogføring, jf. Skattekontrolloven § 3. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt efter Skattekontrolloven § 5.

Det blev endvidere fremhævet, at udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Det påhviler virksomheden at dokumentere, at der er tale om fradragsberettigede udgifter. Hvis dette ikke kan dokumenteres, bærer virksomheden risikoen for, at der ikke foreligger et fyldestgørende grundlag for skatteansættelsen, jf. SKM2004.119 ØLR.

Landsskatteretten fandt, at den fremlagte dokumentation for afholdte udgifter til underleverandørerne, bestående af fakturaer og kontoudskrifter, ikke var tilstrækkelig. Fakturaerne var angiveligt betalt kontant og manglede specifikation af arbejdsopgavernes omfang eller hyppighed. Der blev ikke fundet en klar sammenhæng mellem de kontante hævninger på klagerens konto og de fakturerede beløb, selvom teksten på kontoudskrifterne henviste til underleverandørerne. Der var ingen bankoverførsler, skriftlige kontrakter eller kvitteringer for betalingernes modtagelse.

Landsskatteretten henviste til praksis, herunder Østre Landsrets dom af 28. april 2009, SKM2009.325.ØLR, og byrettens dom af 16. november 2015, SKM2016.9.BR, som understøtter kravet om tilstrækkelig dokumentation for betalinger.

Det forhold, at klageren havde faktureret flere timer til [virksomhed2] A/S, end han selv kunne udføre, blev ikke i sig selv anset som bevis for, at klageren rent faktisk havde betalt fakturaerne til underleverandørerne. Bevisbyrden for de afholdte udgifter påhviler klageren, som også bærer risikoen, hvis der ikke foreligger et fyldestgørende fradragsgrundlag.

På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten, at SKAT var berettiget til at nægte fradrag for udgifter til fremmed arbejde vedrørende [virksomhed3] og [virksomhed4]. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.