Afslag på refusion af skat for stenfiskerfartøj grundet begrænset fart

Sagen omhandlede et rederis anmodning om refusion af skat på 125.920 kr. for marts måned 2013 for fartøjet ”M/S [...]” i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10. SKAT havde givet afslag på refusionen med den begrundelse, at fartøjets aktiviteter i den pågældende periode primært udgjorde sejlads i begrænset fart, og at søtransportaktiviteterne derfor udgjorde mindre end de krævede 50 % af driftstiden.

Rederiets virksomhed bestod hovedsageligt af uddybning og oprensning af havbunden samt konstruktionsarbejder i søterritoriet, udført fra specialindrettede skibe. For den omhandlede periode, marts 2013, havde ”M/S [...]” været beskæftiget med ”Stenfiskning i havn og sejlrende” i [...] havn/sejlrende, med losning 1-2 sømil væk. Rederiet havde selv opgjort søtransportaktiviteterne til 61,55 % og sejlads i begrænset fart til 38,45 %.

SKATs argumentation

SKAT henviste til Sømandsbeskatningsloven § 2 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, som definerer begrænset fart. Det blev fremhævet, at virksomhed med fartøjer i og omkring havne samt på danske fjorde i praksis anses for begrænset fart og ikke søtransport i relation til Sømandsbeskatningsloven § 10. SKATs beregninger baseret på AIS-positioner viste, at skibet kun havde været i Østersøen i forbindelse med sejladser til og fra opgaven, mens selve arbejdsopgaven var udført inden for indsejlingen til havnen og havnens område. SKAT konkluderede, at søtransportaktiviteterne kun udgjorde 6,51 % for marts 2013, hvilket ikke opfyldte 50 %-kravet for refusion. Der blev også henvist til SKM2011.818.LSR.

Selskabets argumentation

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet var berettiget til refusionen. Repræsentanten gjorde gældende, at SKATs fortolkning af refusionsreglerne var forkert, og at der ikke var hjemmel til at nægte refusion for de omhandlede aktiviteter. Selskabet oplyste, at sagen angik samme problemstilling som fem tidligere sager, der var afgjort af Landsskatteretten den 3. november 2011 (SKM2011.818.LSR) og nu verserede for Vestre Landsret. Selskabet anmodede derfor om en kendelse med genoptagelsestilsagn.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og afviste rederiets anmodning om refusion af skat. Retten lagde vægt på følgende:

• Betingelser for refusion: Danske rederier kan få refusion efter Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2 og 3 for personer, der udfører arbejde om bord, under visse betingelser. Dette gælder også for rederier, der er skattepligtige efter Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a eller Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4, og som er hjemmehørende i en EU-medlemsstat, jf. Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 1.
• Krav til fartøjet: En central betingelse for refusion er, at fartøjet har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at det udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 % af driftstiden, jf. Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2.
• Definition af begrænset fart: Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1 definerer begrænset fart som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, samt skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende.
• Anvendelse på stenfiskerfartøjer: Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2 fastslår, at § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, tilsvarende finder anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfartøjer og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere. Forarbejderne til loven understøtter, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.
• Bekendtgørelsens bestemmelser: Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2 præciserer, at virksomhed inden for området for begrænset fart ikke anses som søtransport ved anvendelse af Sømandsbeskatningsloven § 10.
• EU-retningslinjer: Danmark har over for EU-Kommissionen oplyst, at virksomhed i begrænset fart, herunder udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde, altid falder uden for DIS-ordningen.
• Vurdering af konkret arbejde: Retten henviste til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, § 10 og § 11, som angiver, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og at 50 %-kravet skal være opfyldt for den konkrete periode (månedsbasis eller årsbasis) og for virksomhed inden for EU/EØS.

Landsskatteretten fandt, at de udførte arbejdsopgaver i marts 2013 med rette skulle henføres til virksomhed i begrænset fart. Da skibet ”M/S [...]” havde foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden i den pågældende måned, var selskabet ikke berettiget til refusion efter Sømandsbeskatningsloven § 10.