Kommunal afvisning af ansøger med handicap medfører ikke formodning om forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at stadfæste sekretariatets afvisning af sagen. Det betyder, at nævnet ikke vil foretage en realitetsbehandling af klagen.

Nævnets begrundelse og bevisvurdering

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på, at der i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a gælder en delt bevisbyrde. Det påhviler i første omgang klageren at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Nævnet fandt, at der hverken i klagen eller i sagens øvrige materiale var oplysninger, der sandsynliggjorde, at klagerens handicap spillede en rolle i kommunens beslutning om ikke at ansætte ham. Da der ikke var påvist faktiske omstændigheder, var det efter nævnets faste praksis åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold.

Juridisk konklusion

Afgørelsen om at afvise sagen er truffet med hjemmel i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, da klagen vurderes som åbenbart ugrundet. Nævnet fandt ikke anledning til at foretage partshøring af kommunen, da grundlaget for afvisning allerede var til stede ved sagens modtagelse.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at den manglende overholdelse af reglerne om fortrinsadgang udgjorde ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Han anførte, at han opfyldte de formelle krav til stillingen, og at det var en skærpende omstændighed, at han selv havde gjort opmærksom på sine rettigheder.

Arbejdsgiveren forsvarede sig med, at afvisningen skyldtes en konkret vurdering af klagerens kvalifikationer i forhold til stillingens krav om vedligeholdelses- og reparationsarbejde. De mente ikke, at klagerens erfaring som ejendomsinspektør eller hans akademiske uddannelse var lige så relevante som de kompetencer, den valgte kandidat besad.