DSB's krav om 15 minutters skiftetid ved handicapassistance udgør ikke ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en blind mand, der ønskede at benytte DSB's handicapservice til en togrejse den 23. februar 2021. For at kunne bestille assistance til togskifte stiller DSB som krav, at der skal gå minimum 15 minutter mellem det ankommende og det afgående tog.

Sagens baggrund og faktiske omstændigheder

Klageren, der er medlem af Dansk Blindesamfund, kontaktede DSB for at bestille hjælp til et togskifte på en station. Han oplyste under samtalen, at han er almindeligt gående og derfor ikke har brug for tidskrævende hjælpemidler som f.eks. en lift, men blot har brug for ledsagelse til det rigtige spor. På den baggrund anmodede han om at få assistance til en forbindelse, hvor der kun var syv minutters skiftetid, hvilket ville give ham en markant kortere samlet rejsetid.

DSB afviste anmodningen med henvisning til deres faste procedure om en minimumsgrænse på 15 minutter. Dette medførte, at klageren måtte vente en time og syv minutter på stationen for at kunne modtage assistancen ved en senere afgang.

Parternes påstande og argumenter

Klageren gjorde gældende, at DSB udøvede indirekte forskelsbehandling. Han fremhævede følgende punkter:

• 15-minutters reglen er en tilsyneladende neutral regel, der stiller personer med handicap ringere end andre passagerer med hensyn til rejsetid.
• DSB har som offentlig virksomhed pligt til at foretage rimelig tilpasning i henhold til FN's Handicapkonvention.
• I det konkrete tilfælde var reglen uproportional, da klageren kunne foretage skiftet lige så hurtigt som andre passagerer.

DSB argumenterede for, at reglen er nødvendig for at sikre en forsvarlig og robust service. Deres hovedargumenter var:

• Skiftetiden sikrer, at passageren kan nå sin forbindelse, selv ved mindre forsinkelser, og at personalet kan nå at yde assistancen korrekt.
• EU's passagerrettighedsforordning (1371/2007) giver jernbanevirksomheder ret til at fastsætte visse tidsmæssige betingelser for assistance.
• Handicapdiskriminationsloven indeholder ikke en generel pligt til rimelig tilpasning for DSB i denne sammenhæng.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at DSB ikke har handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven i forbindelse med den konkrete rejse.

Nævnets begrundelse og juridiske vurdering

Nævnet konstaterede indledningsvist, at klageren har et handicap i lovens forstand. Nævnet fandt dog ikke, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling.