Stadfæstelse af afslag på genoptagelse i sag om bortfald af økologisk arealtilskud

Klagerens argumenter om nye retlige forhold

Klageren anførte, at EU-Domstolens dom i sag C-6/23 (Baramlay) udgjorde et nyt væsentligt retligt forhold, som burde føre til genoptagelse. Klageren mente, at manglende anmeldelse af arealer rettidigt alene udgør en efterfølgende forpligtelse og ikke et støttekriterium. Det blev desuden anført, at den automatiske sanktion i Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 4 var i strid med proportionalitetsprincippet i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede styrelsens afslag på genoptagelse. Nævnet vurderede, at der hverken forelå nye væsentlige faktiske oplysninger eller nye retlige forhold, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Sondringen mellem fristoverskridelse og støttekriterier

Nævnet præciserede, at EU-Domstolens dom i Baramlay-sagen ikke var relevant for den konkrete tvist. Mens Baramlay omhandler sondringen mellem støttekriterier og forpligtelser i relation til artikel 35 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014, er kravet om rettidig indsendelse af årlige ansøgninger særskilt reguleret i samme forordnings artikel 13. Nævnet lagde vægt på, at medlemsstaterne har et nationalt råderum til at fastsætte yderligere sanktioner for at sikre effektiv kontrol og planlægning.

Krav om rettidig støtteansøgning er særskilt reguleret i forordningens artikel 13, og medlemsstaterne er overladt et råderum til at iværksætte yderligere nationale sanktioner.

Proportionalitet og kontinuitet

Nævnet fandt endvidere, at sanktionen om bortfald og tilbagebetaling var proportional. Dette skyldes, at økologisk arealtilskud forudsætter kontinuitet i hele den femårige tilsagnsperiode for at sikre miljøformålet. Ved manglende overholdelse af ansøgningsprocedurerne efter Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1 og de tilhørende bekendtgørelser, kan hele formålet med tilskuddet gå tabt.

Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 og er endelig jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Klagers anbringender

Klager påklagede afgørelsen den 26. juni 2018 med følgende hovedpunkter:

• Utilfredshed med bortfaldsafgørelsen før sagen havde været i høring.
• Afgørelserne om producentskiftet blev modtaget efter ændringsfristen for Fællesskemaet, hvilket umuliggjorde rettelser.
• Tilsagnssiden i Fællesskemaet var ikke opdateret.
• Klager havde den 20. juni 2018 anmodet om udbetaling af økologisk arealstøtte for de pågældende arealer (nu markerne 58-1 og 58-2) og forventede, at afgørelsen ville blive omgøres, så tilsagnene opretholdtes.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen fastholdt, at det er ansøgers ansvar at indberette tilsagn. Styrelsen anførte, at klagers indberetning af markerne den 20. juni 2018 var modtaget efter fristen og derfor ikke kunne medføre opretholdelse af tilsagnet. Vedrørende manglende høring fandt styrelsen ikke, at der var pligt til at høre klager, da den manglende indberetning ikke udgjorde oplysninger, som klager ikke måtte antages at være bekendt med.