Dansk Energi klagede på vegne af en række elselskaber over Energitilsynets afgørelser, der pålagde selskaberne at efterregulere deres forsyningspligtpriser for årene 2003 og 2004. I forbindelse med klagen blev der anmodet om, at klagen skulle have opsættende virkning, således at selskaberne ikke skulle gennemføre efterreguleringen, før klagesagen var endeligt afgjort.
Argumenter for opsættende virkning
Selskaberne fremførte flere argumenter til støtte for anmodningen:
Økonomisk skadesvirkning: Det ville være forbundet med betydelige omkostninger og et potentielt retstab at skulle tilbagebetale beløb til forbrugerne for senere at skulle genopkræve dem, hvis selskaberne fik medhold i klagen.
Praktiske vanskeligheder: En eventuel genopkrævning ville være praktisk umulig, da kunder i mellemtiden kunne have skiftet leverandør eller være flyttet.
Præcedens: Der blev henvist til en tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet, hvor en lignende klage fik opsættende virkning, og det blev anført, at lighedsgrundsætningen burde følges.
Sammenhæng med andre sager: Afgørelserne for 2003 og 2004 var tæt forbundet med verserende sager for 2002/2003, som endnu ikke var endeligt afgjort.
Energitilsynets bemærkninger
Energitilsynet modsatte sig anmodningen og anførte blandt andet:
Forbrugernes retskrav på tilbagebetaling skulle imødekommes snarest muligt.
Selskaberne havde mulighed for at sprede efterreguleringen over flere kvartaler for at begrænse de likviditetsmæssige konsekvenser.
Risikoen for økonomisk skade var overvurderet, da en eventuel genopkrævning kunne håndteres i de fremtidige priser.
Den tidligere sag, hvor der blev givet opsættende virkning, havde principiel karakter, hvilket ikke længere var tilfældet, da der nu var fastlagt en praksis på området.
Energiklagenævnet imødekom ikke anmodningen om at tillægge klagerne opsættende virkning.
Nævnets begrundelse
Energiklagenævnet lagde vægt på, at afgørelsen skulle træffes efter almindelige forvaltningsretlige principper, da de relevante bestemmelser i elforsyningsloven om opsættende virkning først trådte i kraft efter den periode, sagen vedrørte.
Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige grunde til at fravige udgangspunktet om, at en klage ikke har opsættende virkning. I sin vurdering anførte nævnet:
Fastlagt praksis: Nævnet var ikke bundet af sin tidligere afgørelse om at give opsættende virkning, da der sidenhen var blevet fastlagt en fast praksis i sager om efterregulering af forsyningspligtpriser.
Retslig udvikling: Nævnet henviste til en nylig kendelse fra Østre Landsret, som i en lignende sag heller ikke havde tillagt klagen opsættende virkning. Desuden bemærkede nævnet, at fremtidige sager ville være reguleret af Elforsyningslovens § 72, stk. 7, som eksplicit udelukker opsættende virkning.
Ingen uoprettelig skade: Efterreguleringen blev ikke anset for at medføre et uopretteligt økonomisk indgreb over for selskaberne.
Denne sag omhandler en klage fra Dansk Energi på vegne af flere elselskaber over Energitilsynets afgørelser af 28. og 30. november 2006. Afgørelserne vedrørte efterregulering af selskabernes forsyningspligtpriser for årene 2003 og 2004. Selskaberne anmodede i den forbindelse om, at klagerne blev tillagt opsættende virkning, hvilket blev uddybet i breve af 8. marts 2007.
Selskabernes argumenter for opsættende virkning
Selskaberne anførte en række argumenter til støtte for anmodningen om opsættende virkning:
Afgørelserne var af indgribende karakter, og selskaberne ville lide et betydeligt retstab ved at gennemføre efterreguleringen, hvis de efterfølgende fik medhold i klagen.
Forsyningstilsynet nedsætter tariffen for transport i Ørsteds gasledning
Efter et årelangt retsforløb har Forsyningstilsynet truffet en ny afgørelse, der sænker prisen for transport af gas i Ørsteds ledningsnet.
Branchenorm om efterbetalingskrav
Ankenævnet på Energiområdet har behandlet sager om efterbetaling, hvor en særlig branchenorm sikrer forbrugere mod krav ældre end det foregående forbrugsår.
Det ville være forbundet med betydelig økonomisk skadevirkning og i praksis umuligt for de regulerede virksomheder at skulle udbetale og efterfølgende genopkræve beløbet fra slutbrugerne.
En eventuel genopkrævning ville skabe incitament for slutbrugere til at skifte elleverandør, hvilket ville reducere forbrugergruppen til at bære genopkrævningen og dermed stride mod elforsyningslovens forbrugerbeskyttelseshensyn.
Tilbagebetalingen skulle foretages til nuværende kunder, selvom en stor del af de oprindelige slutbrugere fra 2003 og 2004 enten var fraflyttet eller havde skiftet leverandør.
Det var betænkeligt at håndhæve afgørelserne for 2003 og 2004, før sagerne for 2002/2003 var endeligt afgjort, og afgørelserne burde ikke håndhæves, før den retlige normering var afklaret ved en endelig dom.
Formålet med Energitilsynets afgørelser ville ikke blive forspildt ved opsættende virkning, og det ville ikke have nævneværdig betydning for den enkelte slutbruger at udsætte en eventuel tilbagebetaling.
Energiklagenævnet havde i andre sager vedrørende 2002/2003 imødekommet anmodninger om opsættende virkning, hvilket udgjorde en fast administrativ praksis, der var retlig bindende for nævnet i henhold til den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
Energitilsynets bemærkninger
Energitilsynet fremsendte bemærkninger til selskabernes anmodning, hvori de anførte:
Efterreguleringen skulle gennemføres snarest muligt for at imødekomme forbrugernes kollektive retskrav.
Perioden med afvigelser fra markedsprisniveauet skulle begrænses mest muligt.
Likviditetsmæssige effekter for virksomhederne blev begrænset ved at sprede efterreguleringen over flere kvartaler.
Udligning af forbrugernes og virksomhedernes tilgodehavender skulle ske absolut symmetrisk.
Korrekt retlig ligebehandling forudsatte, at tilbagebetalinger gennemførtes med samme beredvillighed som allerede gennemførte opkrævninger af uudnyttet avance.
Den etablerede praksis for udligning af tilgodehavender kunne håndtere en eventuel genopkrævning, da en virksomhed i så fald godskrives en uudnyttet avance, som kan indregnes i priserne.
Klagerens vurdering af risikoen for økonomisk skadevirkning var stærkt overestimeret.
Energiklagenævnets tidligere afgørelse af 14. juli 2005 om opsættende virkning var begrundet i sagens principielle karakter, men sager vedrørende forsyningspligtpriser for 2002-2004 kunne ikke længere anses for principielle, da nævnet havde truffet afgørelse i en række lignende sager.
Yderligere bemærkninger fra selskaberne
I et brev af 11. april 2007 fastholdt selskaberne, at det var betænkeligt at håndhæve afgørelserne for 2003 og 2004, før sagerne for 2002/2003 var endeligt afgjort. De fremhævede den indbyrdes indberegningsmæssige sammenhæng mellem sagerne og afviste, at der var retligt grundlag for privatretlige krav på tilbagebetaling baseret på Energitilsynets afgørelser eller et princip om "absolut symmetri". De argumenterede for, at opsættende virkning blot ville udskyde efterreguleringen, indtil det retlige grundlag var klarlagt.
Retsgrundlag for opsættende virkning
Elforsyningsloven § 72, stk. 7 fastsætter, at klager over Energitilsynets efterregulering af forsyningspligtpriser ikke har opsættende virkning. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 2005. Efterregulering for perioden fra 2002 indtil ikrafttrædelsen af ændringsloven skal dog ske efter de hidtil gældende regler, som ikke indeholder bestemmelser om opsættende virkning. Energiklagenævnet træffer derfor afgørelse om opsættende virkning efter almindelige forvaltningsretlige regler, hvilket indebærer en konkret afvejning af hensyn, herunder om afgørelsen vil miste sin betydning, eller om klageadgangen vil blive illusorisk uden opsættende virkning.
Ankenævnet på Energiområdet
