Nedsættelse af erstatning efter voldsepisode som følge af ansøgers indledende skub

Sagen vedrører et krav om erstatning i forbindelse med en fysisk konfrontation mellem to personer, hvor ansøgeren kom til skade. Under episoden blev ansøgeren tildelt et kraftigt skub, som medførte et fald, hvorved vedkommende slog sin skulder af led. Hændelsen førte til, at modparten modtog et bødeforlæg for overtrædelse af voldsbestemmelserne i straffeloven.

For at belyse de faktiske omstændigheder blev der indhentet vidneforklaringer fra tre personer, der overværede hændelsen. Det centrale juridiske spørgsmål i sagen var, om ansøgerens egen adfærd forud for det skadevoldende skub skulle have konsekvenser for udmålingen af erstatningen. Der blev i den forbindelse lagt vægt på parternes interaktion umiddelbart før skadens indtræden, herunder hvem der tog det første initiativ til fysisk kontakt.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om at nedsætte ansøgers erstatning og godtgørelse med 1/2. Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren havde udvist en betydelig grad af egen skyld i hændelsesforløbet.

Ved vurderingen lagde nævnet vægt på forklaringer fra tre vidner, som alle samstemmende forklarede, at det var ansøgeren, der indledningsvist havde skubbet til skadevolderen. Det var først herefter, at skadevolderen svarede igen med det kraftige skub, der førte til ansøgerens fald og skade. Nævnet fandt derfor, at betingelserne for nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko i Offererstatningsloven § 6a var opfyldt.