Afslag på omgørelse af aftale om manglende lejebetaling mellem hovedanpartshaver og selskab

Sagen omhandlede en klage over SKATs afslag på omgørelse af en privatretlig disposition i henhold til Skatteforvaltningsloven § 29. Klageren, der var hovedanpartshaver i et selskab, havde i 1993 overdraget sin advokatvirksomhed til selskabet og udlejede sin erhvervsejendom og driftsinventar til dette. I 2008 ophørte selskabet med at drive advokatvirksomhed, og klageren blev ansat som provisionslønnet advokat hos en anden advokat.

Den omstridte disposition

På en generalforsamling i juni 2008 blev det besluttet, at klageren fortsat skulle have fri bil, men ingen løn, og at selskabet fra 1. april 2008 hverken skulle betale leje af lokaler eller inventar. Selskabet skulle dog fortsat beholde sit arkiv i lokalerne. Klageren oplyste, at denne aftale var indgået for at muliggøre hans hustrus efterløn.

SKATs oprindelige afgørelse og klagerens anmodning om omgørelse

SKAT varslede i oktober 2013 en forhøjelse af klagerens indkomst med årligt 100.000 kr. for manglende lejeindtægter fra udlejning af ejendom og inventar til selskabet, med henvisning til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra b, 1. pkt.. Som reaktion herpå anmodede klageren i november 2013 om omgørelse af den indgåede aftale. Klageren ønskede, at han med tilbagevirkende kraft skulle overtage selskabets bil, og at selskabet skulle betale en justeret leje for lokaler og inventar i perioden fra 1. april 2008 til 30. juni 2012. Klageren argumenterede for, at alle betingelser for omgørelse i Skatteforvaltningsloven § 29 var opfyldt, herunder at dispositionen ikke var skattebetinget, at den havde utilsigtede skattemæssige virkninger, og at den var lagt klart frem for myndighederne.

SKATs afslag på omgørelse

SKAT afviste anmodningen om omgørelse. SKAT anførte, at der ikke var tale om en privatretlig disposition, der kunne omgøres, men snarere en blanding af flere forhold, og at klagerens ønske om at overtage bilen med tilbagevirkende kraft var en ny aftale, ikke en omgørelse af en tidligere. SKAT fandt desuden, at ingen af betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29 var opfyldt, idet dispositionen ansås for at være indgået for at udskyde skat, de skattemæssige virkninger ikke var utilsigtede, dispositionen ikke var lagt klart frem for myndighederne (da den ikke fremgik af årsrapporterne), og de privatretlige virkninger af en omgørelse ikke ville være enkle og overskuelige.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om afslag på omgørelse. Retten lagde til grund, at klageren var den rette indkomstmodtager af lønnen fra advokat G1, og at sager om rette indkomstmodtager, jf. SKM2015.717 HR, ikke er omfattet af reglerne om betalingskorrektion eller omgørelse. Klagerens subsidiære påstand om omgørelse af lønbeskatningen blev derfor ikke imødekommet.

Vedrørende den primære anmodning om omgørelse af aftalen om leje af lokaler og inventar fandt Landsskatteretten, at betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29 ikke var opfyldt. Retten bemærkede især:

• Ikke en omgørelse i lovens forstand: Klageren ønskede reelt at erstatte en tidligere indgået aftale med en ny aftale med tilbagevirkende kraft, hvilket ikke falder ind under omgørelsesreglerne, som forudsætter, at skatteansættelsen skal foretages, som om den oprindelige aftale aldrig havde fundet sted, eller at vilkårene i en allerede indgået aftale ændres.
• Ikke godtgjort at dispositionen ikke var skattebetinget: Det var ikke godtgjort, at beslutningen om at selskabet ikke skulle betale leje, ikke i overvejende grad var båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter. Selskabet havde i perioden 2008-2010 ingen indtægter, som lejebetalingen kunne fradrages i, mens lejen skulle beskattes som personlig indkomst hos klageren.
• Ikke lagt klart frem for myndighederne: Aftalen om, at selskabet ikke skulle betale leje, var ikke lagt klart frem for skattemyndighederne, da den ikke kunne udledes af selvangivelsesoplysninger eller årsrapporterne.