Kørselsgodtgørelse til trænere og spillere i idrætsforening var skattepligtig løn

Sagen omhandlede, hvorvidt en idrætsforening var indeholdelsespligtig for udbetalte kørselsgodtgørelser til en række trænere, holdledere og spillere i 2012. SKAT havde anset godtgørelserne for skattepligtig A-indkomst, da de var udbetalt i strid med skattereglerne.

Foreningen havde indgået en række aftaler, der var benævnt "ansættelsesaftaler". Disse aftaler varierede i indhold, men flere indeholdt formuleringer om "løn", "feriepenge" og en maksimal årlig "godtgørelse/løn". En typisk aftale fastsatte et loft for den samlede udbetaling og specificerede, at et eventuelt uforbrugt budget til kørselsgodtgørelse ville blive udbetalt som almindelig skattepligtig løn.

Parternes synspunkter

Foreningens påstand: Foreningen argumenterede for, at de involverede trænere og medhjælpere skulle betragtes som ulønnede frivillige, omfattet af de særlige regler for skattefri omkostningsdækning i Ligningsloven § 7m. Foreningen hævdede, at brugen af ord som "løn" i kontrakterne var en uheldig fejlformulering, og at realiteten var, at der alene var tale om dækning af faktiske omkostninger. Ingen havde modtaget løn, og ingen havde gjort krav på det.

SKATs påstand: SKAT fastholdt, at de skriftlige kontrakter afspejlede de reelle forhold. Da aftalerne indeholdt elementer som løn, arbejdstid og opsigelsesvarsel, var der tale om ansættelsesforhold. Dermed kunne reglerne for frivillige i Ligningsloven § 7m ikke anvendes. For de ansatte var udbetalingerne i strid med reglerne for lønmodtagere, primært:

• Modregningsforbuddet: Godtgørelsen blev modregnet i en forud aftalt bruttoløn, hvilket er i strid med Ligningsloven § 9, stk. 4.
• Krav om løn: For at modtage skattefri kørselsgodtgørelse som lønmodtager, skal man have et indtægtsgivende arbejdssted, hvilket forudsætter lønudbetaling.
• 60-dages reglen: For nogle blev der udbetalt godtgørelse for kørsel mellem hjem og arbejde ud over de tilladte 60 dage, jf. Ligningsloven § 9b.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at de udbetalte kørselsgodtgørelser var skattepligtige for alle de involverede personer. Retten delte sin begrundelse op efter persongrupper:

Spillere

Retten fastslog, at spillerne var ansatte og modtog løn. De var derfor som udgangspunkt berettigede til skattefri kørselsgodtgørelse efter Ligningsloven § 9, stk. 4. Udbetalingerne blev dog anset for skattepligtige af følgende årsager:

• For alle spillerne var godtgørelserne reelt blevet modregnet i en forud aftalt bruttoløn. Dette var en overtrædelse af modregningsforbuddet i Ligningsloven § 9, stk. 4.
• For en spiller var der desuden udbetalt godtgørelse for kørsel mellem hjem og arbejde ud over de tilladte 60 dage, hvilket var i strid med 60-dages reglen i Ligningsloven § 9b.

Medhjælpere (trænere, holdledere m.v.)

For denne gruppe afviste retten foreningens argument om, at de skulle betragtes som ulønnede frivillige medhjælpere omfattet af Ligningsloven § 7m.

• Retten lagde vægt på, at der var indgået civilretligt bindende ansættelsesaftaler, som gav personerne et retskrav på løn. Selvom de havde undladt at gøre krav på lønnen, ændrede det ikke på, at de ikke kunne anses for "ulønnede". Derfor kunne Ligningsloven § 7m ikke anvendes.
• Da personerne reelt ikke havde modtaget løn, fandt retten, at de ikke havde et "indtægtsgivende arbejdssted". Dette er en forudsætning for at kunne modtage skattefri kørselsgodtgørelse som lønmodtager. Derfor var de udbetalte godtgørelser skattepligtige.
• Retten bemærkede yderligere, at selv hvis de var blevet anset for lønmodtagere med et indtægtsgivende arbejdssted, ville udbetalingerne stadig have været skattepligtige på grund af overtrædelse af modregningsforbuddet.

For enkelte personer uden klare ansættelseskontrakter blev godtgørelserne også anset for skattepligtige, da foreningen ikke havde ført den nødvendige kontrol med udbetalingerne (f.eks. kørsel i andres bil eller udbetaling for flere ture end kørt).