Arbejdsudleje: Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag ved brug af polsk arbejdskraft

Sagen omhandler SKATs pålæg til et selskab om at indeholde A-skat og AM-bidrag for udenlandsk arbejdskraft, der har udført renoveringsarbejde i Danmark. SKAT vurderede, at der var tale om arbejdsudleje, hvilket medførte indeholdelsespligt for selskabet. Selskabet, [virksomhed1] A/S, er producent af grafisk prepress udstyr og har ingen byggevirksomhed som en del af sit formål. Renoveringsarbejdet blev udført på en ejendom ejet af I/S [adresse2], hvor selskabets ejer, [person1], er medejer.

SKATs afgørelse var baseret på en kontrol, hvor fire polske arbejdere blev truffet i gang med ombygning af ejendommen. Interview med de polske arbejdere og ejeren af det polske firma, [virksomhed4], afslørede, at:

• Virksomheden er registreret i Polen og momsregistreret i Danmark samt RUT-registreret.
• Gratis lejlighed blev stillet til rådighed af [person1].
• Den polske virksomhed leverede kun arbejdskraft, ikke materialer, værktøj eller maskiner.
• [person1] instruerede og førte tilsyn med arbejdet.
• Vederlaget blev beregnet ud fra forbrugt arbejdstid.
• Arbejdsredskaber, større maskiner og stillads blev stillet til rådighed af [person1].

SKAT beregnede AM-bidrag til 8 % af 257.250 kr. (20.580 kr.) og arbejdsudlejeskat til 30 % af 236.670 kr. (71.001 kr.), i alt 91.581 kr. Dette beløb var baseret på ¾ af de fakturerede beløb, da SKAT vurderede, at ¼ af beløbet vedrørte indehavere, som ikke skulle betales arbejdsudlejeskat af.

Selskabet påklagede afgørelsen og anførte, at ydelserne ikke var en integreret del af selskabets aktiviteter, og at der derfor ikke forelå arbejdsudleje. Repræsentanten, [person1], argumenterede for, at SKATs vejledninger var uklare, og at selskabet ikke havde forudsætninger for at varetage byggeopgaver. Han fremhævede, at materialer blev bestilt af ham selv og betalt af selskabet af praktiske årsager, og at håndværktøj tilhørte de polske firmaer, mens større maskiner blev lejet. Han afviste at have instrueret eller ført tilsyn med byggeriet, idet dette blev varetaget af ingeniør [person5]. Selskabet mente, at betaling efter medgået tid var den mest rimelige betalingsmåde for renoveringsopgaver, hvor uforudsete arbejder ofte opstår.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlige aftaler, og at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om entrepriseaftaler. Selskabets levering af materialer og det forhold, at de polske virksomheder ikke leverede materialer af praktiske grunde, skabte en formodning for, at selskabet havde haft ansvar, risiko og instruktionsbeføjelser. Ingeniørens tilsyn havde ingen selvstændig betydning for vurderingen af instruktionsbeføjelsen. Selskabet blev fundet indeholdelsespligtigt for A-skat og AM-bidrag og hæftede for de manglende beløb, da der ikke var udvist forsømmelighed, der kunne fritage for hæftelsesansvar.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at pligten til at betale indkomstskat omfatter personer, der stilles til rådighed for at udføre arbejde i Danmark (arbejdsudleje), jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 2, nr. 3. Vurderingen af, om der foreligger arbejdsudleje, baseres på en række forhold, herunder hvem der har det overordnede ansvar og leder arbejdet, hvem der bærer den økonomiske risiko, om arbejdet udføres på en arbejdsplads, som hvervgiveren disponerer over, om vederlaget er beregnet efter medgået tid, samt hvem der har stillet arbejdsredskaber og materiel til rådighed.

Det er som udgangspunkt SKAT, der har bevisbyrden for, at et aftaleforhold er arbejdsudleje. Dog, hvis en aftale er uklar eller ikke efterlevet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at der foreligger en entrepriseaftale. I denne sag forelå der ingen skriftlige aftaler mellem selskabet og de polske virksomheder, og selskabet havde ikke tilstrækkeligt belyst arbejdets udførelse eller indholdet af de konkrete arbejdsopgaver. De fremlagte fakturaer var ikke tilstrækkelige.

Under disse omstændigheder påhvilede det selskabet at godtgøre, at aftalerne var entrepriseaftaler og ikke arbejdsudleje, hvilket selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for. De manglende oplysninger om aftalens indhold, selskabets levering af en del materiale til renoveringen, samt oplysningen om, at de polske virksomheder af praktiske grunde ikke leverede materialer, skabte en formodning for, at selskabet havde både ansvar, risiko og instruktionsbeføjelser. Det forhold, at en ingeniør førte tilsyn med byggeriet, havde ingen selvstændig betydning for vurderingen af instruktionsbeføjelsen. Selskabets aftaleforhold med de polske virksomheder blev derfor anset for arbejdsudleje i overensstemmelse med SKATs afgørelse.

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1. Ved arbejdsudleje skal indeholdelse ske med 30 %, jf. Kildeskatteloven § 48b. Personer med lønindkomst fra beskæftigelse i Danmark skal endvidere betale arbejdsmarkedsbidrag, medmindre de er omfattet af hjemlandets sociale forsikring, jf. den dagældende Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra a og Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 1. Der forelå ingen oplysninger herom i sagen.

Da der ikke forelå oplysninger om de udenlandske arbejdstageres løn, blev de indeholdelsespligtige beløb beregnet på grundlag af de fakturerede beløb. Selskabet var derfor forpligtet til at indeholde arbejdsmarkedsbidrag med 8 % og A-skat med 30 % af vederlaget betalt til den polske virksomhed. Vederlaget til de udenlandske arbejdstagere var omfattet af skattepligt til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, og de var skattepligtige af A-indkomst, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 1.

For så vidt angår hæftelse er den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre forsømmelighed ikke kan påvises, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og den dagældende Arbejdsmarkedsfondsloven § 15, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at der ikke forelå en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at det kunne fritages for hæftelsesansvar. Der var heller ikke fremlagt andre oplysninger, der kunne fritage selskabet for hæftelsen.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.