Fastboende udlændinge: Forstærket beskyttelse mod udsendelse fra EU gælder, selv ved ulovligt ophold og indrejseforbud i den anden medlemsstat (C-752/22)

Sagen vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 2003/109/EF (direktivet om fastboende udlændinge) i forbindelse med en udsendelsesafgørelse truffet af Finland (den anden medlemsstat) mod en russisk statsborger, EP, der havde opnået status som fastboende udlænding (LTR-status) i Estland (den første medlemsstat).

EP blev gentagne gange udvist fra Finland til Estland, men genindrejste i Finland trods gældende indrejseforbud, og han undlod at ansøge om opholdstilladelse i Finland i henhold til direktiv 2003/109/EF. Maahanmuuttovirasto (den finske udlændingemyndighed) besluttede at udvise EP direkte til hans oprindelsesland, Rusland, begrundet i hensynet til offentlig orden og sikkerhed.

Finland argumenterede for, at da EP’s ophold i Finland var ulovligt – både på grund af indrejseforbuddet og den manglende ansøgning om opholdstilladelse – fandt LTR-direktivets regler om forstærket beskyttelse mod udsendelse ikke anvendelse. De mente i stedet, at sagen skulle behandles efter tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115/EF), som gælder for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland) forelagde to præjudicielle spørgsmål for Domstolen for at fastslå, om LTR-direktivets forstærkede beskyttelse fortsat er gældende, når tredjelandsstatsborgeren opholder sig ulovligt i den anden medlemsstat, og om de relevante beskyttelsesbestemmelser har direkte virkning.

Domstolen fastslog, at den forstærkede beskyttelse mod udsendelse fra Unionens område, som fastsat i artikel 22, stk. 3, i direktiv 2003/109, finder anvendelse, selvom tredjelandsstatsborgeren opholder sig ulovligt i den anden medlemsstat og ikke har ansøgt om opholdstilladelse.

Afvisning af udelukkelse fra beskyttelsen

Domstolen afviste, at LTR-direktivet ikke skulle finde anvendelse, blot fordi EP’s ophold i Finland var ulovligt. Da EP stadig havde LTR-status i Estland, var kravet om lovligt ophold i 'en medlemsstat' opfyldt (artikel 3, stk. 1).

Det blev understreget, at LTR-direktivet (2003/109) indeholder gunstigere bestemmelser for den fastboende udlænding end tilbagesendelsesdirektivet (2008/115/EF). I henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2008/115 skal de gunstigere regler i LTR-direktivet derfor anvendes ved udsendelse fra Unionens område.

Domstolen bemærkede, at artikel 22, stk. 1, litra b) og c), netop omhandler årsager til udsendelse fra den anden medlemsstat, som følge af manglende ansøgning om opholdstilladelse eller ulovligt ophold, og at disse situationer derfor falder ind under den beskyttelsesordning, der er fastsat i artikel 22, stk. 3.