Varighed af indrejseforbud og strafferetlig forfølgning af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

Sagen omhandler Gjoko Filev og Adnan Osmani, der begge er tredjelandsstatsborgere, som er blevet strafforfulgt i Tyskland for at være indrejst i landet i strid med tidligere udstedte indrejseforbud. Amtsgericht Laufen har forelagt EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, særligt artikel 11, stk. 2, om varigheden af indrejseforbud.

De centrale spørgsmål er, om national lovgivning kan straffe genindrejse efter et indrejseforbud, der er mere end fem år gammelt, og om det er foreneligt med EU-retten, at et indrejseforbud gælder tidsubegrænset, medmindre den berørte person anmoder om en tidsbegrænsning. Sagen omhandler også spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstat efterfølgende kan anvende en udvisning baseret på en strafferetlig domfældelse som grundlag for strafforfølgning, når udvisningen er mere end fem år gammel.

De tyske myndigheder argumenterede for, at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med direktivet, da den giver den berørte person mulighed for at anmode om en tidsbegrænsning af indrejseforbuddet. Kommissionen argumenterede for, at direktivet kræver, at medlemsstaterne aktivt fastsætter varigheden af indrejseforbuddet, og at en ordning, hvor dette kun sker efter anmodning, ikke er tilstrækkelig.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 11, stk. 2, i direktiv 2008/115/EF er til hinder for national lovgivning, der betinger begrænsning af et indrejseforbuds varighed af, at den berørte tredjelandsstatsborger indgiver en anmodning herom. Domstolen præciserede, at varigheden af et indrejseforbud skal fastsættes under hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag, og som udgangspunkt ikke må overstige fem år.

Domstolen fastslog endvidere, at artikel 11, stk. 2, er til hinder for, at en overtrædelse af et indrejseforbud medfører en strafferetlig sanktion, hvis forbuddet er udstedt mere end fem år før genindrejsen eller før implementeringen af direktivet, medmindre den pågældende udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller nationale sikkerhed.

Endelig fastslog Domstolen, at direktiv 2008/115 er til hinder for, at en udvisnings- eller udsendelsesforanstaltning truffet mere end fem år før implementeringsperioden kan danne grundlag for en strafferetlig forfølgning, når foranstaltningen var baseret på en strafferetlig sanktion, og medlemsstaten har gjort brug af muligheden i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b).

Retlige principper

Domstolen baserede sin afgørelse på følgende principper:

• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne skal sikre, at national lovgivning ikke underminerer EU-rettens effektivitet.
• Direkte virkning: Artikel 11, stk. 2, i direktiv 2008/115 har direkte virkning og giver borgerne rettigheder, som de kan påberåbe sig over for nationale domstole.
• Fortolkning i overensstemmelse med EU-retten: National ret skal fortolkes så vidt muligt i overensstemmelse med EU-retten.
• Forbud mod tilbageskridt: En medlemsstat kan ikke indføre regler, der forringer en persons retsstilling, hvis de pågældende EU-retlige regler allerede finder direkte anvendelse.

Centrale EU-retlige principper

• Direktivets formål: Domstolen fremhævede, at formålet med direktiv 2008/115 er at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
• Harmonisering: Direktivet søger at harmonisere medlemsstaternes lovgivning på området for at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik.
• Proportionalitet: Varigheden af et indrejseforbud skal være proportional med de relevante omstændigheder i den enkelte sag.
• Individuel vurdering: Medlemsstaterne skal foretage en individuel vurdering af hver enkelt sag, før der træffes afgørelse om et indrejseforbud.
• Overgangsbestemmelser: Da direktivet ikke indeholder overgangsbestemmelser, finder det umiddelbart anvendelse på virkningerne af eksisterende indrejseforbud.
• Begrænsning af strafferetlige sanktioner: Medlemsstaternes strafferetlige kompetence er begrænset af EU-retten, og strafferetlige sanktioner må ikke underminere direktivets mål.