Østre Landsret afviser anke fra tiltalt grundet udeblivelse og manglende dokumentation for lovligt forfald

Sagen omhandlede en anke af en tidligere byretsdom, hvor to tiltalte (T1 og T2) stod over for hovedforhandling i Østre Landsret. T1 var mødt i retten, men T2 var udeblevet og havde via sin forsvarer fremsendt en lægeerklæring for at dokumentere sygdom og dermed lovligt forfald.

Anklagemyndighedens og Forsvarets Påstande

Anklagemyndigheden gjorde indsigelse mod at udsætte sagen. De argumenterede for, at den fremsendte lægeerklæring ikke opfyldte kravene for dokumentation af lovligt forfald, hvilket normalt kræver brug af den standardattest, der er aftalt mellem Domstolsstyrelsen og Lægeforeningens Attestudvalg.

• Lægeerklæringen angav ikke, på hvilket grundlag den var udarbejdet.
• Den dokumenterede ikke, om tiltalte T2 var ude af stand til at give møde i retssagen, eventuelt kortvarigt.

Anklagemyndigheden påstod derfor, at T2's anke skulle afvises. Anklageren tilkendegav samtidig, at anklagemyndigheden ville frafalde sin egen kontraanke i tilfælde af en afvisning.

T2's forsvarer fastholdt anmodningen om udsættelse. Subsidiært anmodede forsvareren om, at Landsretten fastsatte en frist for T2 til at fremsende en supplerende lægeerklæring, der kunne dokumentere lovligt forfald. T1's forsvarer protesterede mod udsættelse af sagen vedrørende T1 og accepterede, at T2's forklaring fra byretten blev dokumenteret.

Landsretten afsagde kendelse om, at tiltalte T2's anke skulle afvises.

Landsretten bemærkede, at selvom T2 var lovligt indkaldt og udeblev under henvisning til sygdom, var den fremsendte lægeerklæring ikke tilstrækkelig dokumentation for lovligt forfald. Dette skyldtes primært to faktorer:

• Lægeerklæringen var ikke oprettet på den standardattestformular, der er aftalt for dokumentation af udeblivelse.
• Det fremgik ikke, på hvilket grundlag erklæringen var udarbejdet, eller om T2 var ude af stand til at møde i retten.

Da sagen var anket af T2 med påstand om frifindelse, og Landsretten vurderede, at forhandlingen ikke med nytte kunne fremmes i T2’s fravær, jf. Retsplejeloven § 920, stk. 2, blev det besluttet:

• T2's anke afvises.