Skattepligt ved salg af lejlighed i England - Anvendelse som helårsbolig udelukker skattefrihed efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2

Sagen omhandler et bindende svar vedrørende skattefrihed ved salg af en lejlighed i Storbritannien, erhvervet i 1993 for ca. 1,1 mio. kr. Klageren ønskede bekræftet, at salget kunne ske skattefrit efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2.

Klageren oplyste, at lejligheden oprindeligt blev erhvervet som feriebolig til eget brug, da klageren og familien ofte besøgte Storbritannien. Fra 1994 til 2011 beboede klagerens datter dog lejligheden, idet hun studerede og senere arbejdede i Storbritannien. Klageren anførte, at datteren alene rådede over et værelse mod en månedlig betaling på £200, og at resten af lejligheden samt fællesarealer altid var til rådighed for klageren og familien. Efter datterens fraflytning i november 2011 har lejligheden udelukkende været anvendt som feriebolig af klageren. Klageren overvejede salg på grund af gangbesvær og vanskelig adgang til lejligheden.

Klageren havde selvangivet indtægter fra udlejning som udenlandsk indkomst, men erkendte en fejl ved ikke at have betalt forholdsmæssig ejendomsværdiskat, hvilket ville blive rettet via genoptagelse af skatteansættelserne.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet besvarede spørgsmålet med "nej". Nævnet henviste til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1 og Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2. Med henvisning til SKM2010.166.HR fastslog nævnet, at en helårsbolig, der ønskes solgt som fritidsbolig, skal være købt som og udelukkende anvendt som fritidsbolig for ejeren. Da lejligheden havde været anvendt som bolig for datteren, og derved udlejet/stillet til rådighed, havde den ikke udelukkende været anvendt som fritidsbolig af klageren. Nævnet fandt, at disse regler også gjaldt for udenlandske ejendomme, og at en sådan lejlighed i Danmark ville være vurderet som en helårsbolig.

Klagerens opfattelse

Klageren fastholdt, at lejligheden blev anskaffet med henblik på privat anvendelse som fritidsbolig, og at datteren først flyttede ind et år efter erhvervelsen. Klageren argumenterede for, at der ikke var bopælspligt i Storbritannien, og at det britiske vurderingssystem ikke skelnede mellem helårs- og fritidsboliger, hvilket gjorde dansk praksis (som SKM2010.166.HR) irrelevant. Klageren mente, at lejligheden i hele ejertiden havde været anvendt til private formål, og at skattefriheden derfor skulle vurderes efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2. Klageren anførte desuden, at en afvisning ville medføre urimelig forskelsbehandling mellem danske og udenlandske ejendomme og potentielt være EU-stridig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og besvarede spørgsmålet om skattefrihed med "nej". Retten lagde til grund, at der var tale om salg af en ejendom omfattet af Ejendomsavancebeskatningsloven.

Landsskatteretten fandt, at Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1 ikke fandt anvendelse, da klageren ikke selv havde anvendt lejligheden til helårsbebølse. Datteren kunne ikke anses for at udgøre en del af klagerens husstand i ejertiden, da hun var ca. 25 år, da hun flyttede ind i 1994 og helårsbeboede lejligheden frem til 2011.

Retten vurderede, at lejligheden, beliggende i en storby i Storbritannien og helårsbeboet i størstedelen af ejertiden, havde karakter af en helårsbolig. Dette gjaldt uanset fraværet af et dansk vurderingssystem eller bopælspligt i Storbritannien. En sådan ejendom er derfor ikke direkte omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2 om sommerhusejendomme og lignende.

For at helårsboliger kan omfattes af Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2 via administrativ praksis, kræves det, at ejendommen er købt som og rent faktisk udelukkende anvendt som fritidsbolig for ejeren eller dennes husstand. Dette er stadfæstet ved Højesterets domme, herunder SKM2007.209H og SKM2010.166HR.

Da klagerens datter helårsbeboede lejligheden i ca. 17 år (1994-2011), var ejendommen ikke udelukkende anvendt som fritidsbolig for klageren. Det ændrede ikke på dette faktum, at kun et værelse angiveligt var til rådighed for datteren. Fortjenesten ved salget af lejligheden var derfor ikke omfattet af praksis for helårsboliger, der er købt som og anvendt som fritidsboliger.

Landsskatteretten fandt desuden, at den anførte praksis ikke var i strid med EF-traktatens artikel 56 om kapitalens fri bevægelighed eller i øvrigt EU-stridig, da praksis ikke udgør en restriktion.