Kommune måtte lovligt stramme praksis og afvise stor stilladsreklame af hensyn til bymiljø og trafiksikkerhed

Sagen omhandler en klage over K Kommunes afslag på en ansøgning om opsætning af en 341 m² stor stilladsreklame på en offentlig vej. Afslaget blev givet, på trods af at kommunen kort forinden havde godkendt en identisk reklame på samme placering. Kernen i sagen er, hvorvidt en kommune lovligt kan ændre sin administrative praksis i en mere restriktiv retning og afvise en ansøgning, som tidligere ville være blevet godkendt.

Sagens Baggrund

En virksomhed søgte om tilladelse til at opsætte en stilladsreklame i foråret 2025. Kommunen havde dog i mellemtiden vedtaget nye, strammere retningslinjer for stilladsreklamer, som skulle træde i kraft den 1. januar 2025. Disse retningslinjer indførte vejledende maksimumstørrelser for reklamer for at beskytte byens æstetiske og arkitektoniske værdier.

Forskellen mellem de to sager er illustreret her:

Kommunens Afgørelse og Begrundelse

Kommunen afviste ansøgningen for 2025 med henvisning til de nye retningslinjer. Begrundelsen var, at reklamen på 341 m² i kraft af sin størrelse og placering ved et trafikeret knudepunkt ville være:

• For dominerende og visuelt forstyrrende for byrummet.
• Til gene for trafikanter, der skulle orientere sig i et komplekst kryds.
• I strid med ønsket om at bevare områdets arkitektoniske og kulturelle værdier.

Kommunen bemærkede, at en mindre reklame på op til 250 m² formentlig ville kunne godkendes på lokationen.

Klagers Argumenter

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var ulovlig, da:

• Den var baseret på fremtidige regler, hvilket var i strid med princippet om berettigede forventninger.
• Den udgjorde usaglig forskelsbehandling i strid med lighedsprincippet, da en identisk ansøgning tidligere var godkendt.
• Kommunen satte sit lovpligtige skøn under regel ved at henvise til faste maksimumstørrelser.

Vejdirektoratets Vurdering

Vejdirektoratet fandt, at kommunens afgørelse var lovlig og opretholdt den. Direktoratet lagde vægt på følgende:

• Ret til praksisændring: En forvaltningsmyndighed har ret til at ændre sin praksis, også i en mere restriktiv retning, så længe ændringen er baseret på saglige hensyn og varsles korrekt.
• Saglige hensyn: Hensyn til bymiljø, æstetik og arkitektur er saglige hensyn, som en vejmyndighed kan inddrage i sin vurdering efter Vejlovens § 80, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med lovens overordnede formål, jf. Vejlovens § 1.
• Konkret skøn: Kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af den specifikke placering, herunder trafikale forhold og bygningens bevaringsværdi. De nye retningslinjer var vejledende og forhindrede ikke et konkret skøn, hvorfor der ikke var tale om "skøn under regel".
• Lighedsprincippet: Princippet forhindrer ikke en generel og sagligt begrundet praksisændring. En tidligere tilladelse binder ikke kommunen for fremtidige afgørelser, der behandles under en ny, lovlig praksis.

Vejdirektoratet konkluderede, at kommunens sagsbehandling havde overholdt reglerne i forvaltningsloven, og at afslaget var lovligt begrundet.

Vejdirektoratet opretholder K Kommunes afgørelse.