Kommunal beskæftigelsesindsats i udsat bydel frifundet for påstande om ulovlig forskelsbehandling

De juridiske spørgsmål i sagen

Det centrale spørgsmål i sagen var, om kommunens praksis med at iværksætte særlige indsatser i specifikke geografiske områder udgjorde direkte eller indirekte forskelsbehandling. Klageren anførte, at han blev kategoriseret som "ikke-vestlig" og frataget retten til en individuel vurdering alene på grund af sin adresse. Han gjorde gældende, at dette var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at behandlingen af klageren ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klageren fik dermed ikke medhold i sin påstand om godtgørelse.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på reglerne om delt bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. For at bevisbyrden kan overgå til indklagede, skal klageren påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling.

Manglende bevis for direkte og indirekte forskelsbehandling

• Direkte forskelsbehandling: Nævnet fandt det ikke godtgjort, at klageren var blevet behandlet ringere end andre i en tilsvarende situation. Her lagde man vægt på, at Ankestyrelsen tidligere havde vurderet, at sagsbehandlingen var sket efter gældende regler.
• Indirekte forskelsbehandling: Nævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede, at den geografisk afgrænsede beskæftigelsesindsats var målrettet personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse. Selve det forhold, at en indsats er rettet mod en bestemt bydel, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at påvise diskrimination.

Da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling, var der ikke grundlag for at give medhold jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede senere kommunens afgørelse og lagde ligeledes vægt på, at klager tidligere havde arbejdet inden for pleje og omsorg, hvilket understøttede vurderingen af, at buskørekort ikke var den mest effektive vej til selvforsørgelse.

Klagers påstande om diskrimination

Klager gjorde gældende, at afslaget var udtryk for direkte forskelsbehandling og chikane baseret på hans etniske oprindelse. Han rettede desuden kritik mod:

• Den generelle behandling af personer med anden etnisk baggrund i Danmark.
• Kommunens ansættelsespraksis, som han mente blev brugt til at legitimere hvad han betegnede som "apartheidmetoder".
• Manglende støtte til at finde arbejde inden for hans tidligere fagområde som sygeplejerskestuderende.

Indklagede afviste alle anklager og anførte, at deres skøn var baseret på faglige kriterier og klagers konkrete forudsætninger for at gennemføre det ønskede forløb.