Skattepligt af rejse- og befordringsgodtgørelse - fast arbejdssted og manglende kontrol

Sagen omhandler en direktørs ret til skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Klageren var ansat som administrerende direktør i et selskab, der beskæftigede sig med entreprise- og projektstyring, nedrivning og afleveringsprojekter. Selskabets hovedsæde og klagerens bopæl var beliggende i Jylland, mens en stor del af arbejdsopgaverne blev udført på skiftende byggepladser og hos kunder på Sjælland. Selskabet havde desuden et kontor på Sjælland, som klageren lejlighedsvis benyttede til overnatning eller som opsamlingssted mellem møder.

SKAT havde oprindeligt anset den udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelse for skattepligtig, da de mente, at arbejdsstedet på Sjælland (kontoret i [by1]) var et fast arbejdssted, og at der manglede tilstrækkelig dokumentation og kontrol med udbetalingerne. SKAT forhøjede klagerens indkomst med 66.885 kr. for 2011, 75.439 kr. for 2012 og 126.419 kr. for 2013.

Klageren påklagede afgørelsen og argumenterede for, at hans faste arbejdssted var selskabets hovedsæde i Jylland, og at arbejdet på Sjælland foregik på vekslende midlertidige arbejdssteder (byggepladser), som ifølge praksis altid anses for midlertidige. Han fremhævede, at afstanden mellem hans bopæl i Jylland og arbejdsstederne på Sjælland nødvendiggjorde overnatning, og at den lejlighedsvise brug af kontoret på Sjælland ikke gjorde det til et fast arbejdssted. Klageren fremlagde lønsedler, rejsebilag, flybilletter, brobizz-kvitteringer og oversigter over projekter, adresser og kunder for at dokumentere rejsernes erhvervsmæssige formål og varighed. For befordringsgodtgørelsen fremlagde han kørselsopgørelser og oplyste om brugen af private biler, idet der ikke blev udbetalt godtgørelse, når firmabilen blev anvendt.

SKAT fastholdt sin afgørelse og henviste til, at klageren siden selskabets etablering i 2009 vedvarende havde arbejdet med udgangspunkt i selskabets faste adresse i [by1] på Sjælland, og at de fremlagte bilag manglede specifikke oplysninger som rejsernes erhvervsmæssige formål, mål med delmål og kontrolunderskrift. For befordringsgodtgørelsen manglede der identifikation af den anvendte bil, dato for befordringen, mål med delmål, angivelse af kørte kilometer, anvendte satser og beregning af godtgørelsen. SKAT påpegede desuden en skærpet bevisbyrde, da klageren var direktør, og ægtefællen var hovedanpartshaver i selskabet.

De udbetalte beløb for rejsegodtgørelse var:

For 2013 var der desuden udbetalt 63.628 kr. i befordringsgodtgørelse, baseret på 16.656,8 kørte kilometer i perioden april til august 2013.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at anse udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse for skattepligtig indkomst for indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

For så vidt angår den skattefri rejsegodtgørelse fandt Landsskatteretten, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive anset for at være på rejse. Retten lagde til grund, at klagerens primære arbejdssted var selskabets hovedsæde på [adresse1] i Jylland. Dog bemærkede retten, at klageren, når han udførte arbejde på Sjælland, hovedsageligt startede og sluttede arbejdsdagen på firmaadressen i [by1]. Denne adresse blev anset for et fast arbejdssted for klageren, og projektstederne på Sjælland blev ikke fundet at have en sådan afstand til dette faste arbejdssted, at overnatning var nødvendig. Derfor var der ikke hjemmel til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9a, stk. 5.

Vedrørende den skattefri befordringsgodtgørelse fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde bevist, at der var udført effektiv kontrol med udbetalingerne. De fremlagte kørselsopgørelser manglede angivelse af, hvilken bil der var benyttet (klageren havde både privat bil og fri bil til rådighed), samt de anvendte satser og beregningen af godtgørelsen. Den manglende kontrol medfører, at samtlige udbetalinger anses for skattepligtige, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9b, stk. 1 samt Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Retten henviste desuden til praksis som SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR vedrørende konsekvensen af manglende kontrol.