Landsskatteretten: Skattepligt af befordringsgodtgørelse og befordringsfradrag for håndboldspiller

Sagen omhandler en håndboldspillers beskatning af udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse fra sin klub, [virksomhed1] A/S, for indkomstårene 2008-2011. Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst med den udbetalte godtgørelse, da betingelserne for skattefrihed ikke ansås for opfyldt. Dette skyldtes primært manglende kontrol fra arbejdsgiverens side, spørgsmål om kørsel i "egen bil" og overtrædelse af 60-dages reglen.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klubben havde ført tilstrækkelig kontrol, at klageren opfyldte betingelsen om "egen bil" (selvom bilen var registreret i hans fars navn), og at SKATs afgørelse for 2008 og beskatningen af møbler i 2009 var ugyldig på grund af manglende overholdelse af frister og begrundelsespligt for ekstraordinær genoptagelse.

Faktiske oplysninger

Klageren var ansat som håndboldspiller i [virksomhed1] A/S. Han modtog både løn og skattefri kørselsgodtgørelse. Kørselsgodtgørelsen var baseret på kørselsrapporter, der indeholdt oplysninger om kørsel til træning og kampe. Klagerens adresse skiftede flere gange i perioden, men kørselsrapporterne angav ofte en ældre adresse. For perioden 2008-2009 kørte klageren i en bil registreret i hans fars navn, og han oplyste, at han betalte udgifterne kontant.

SKAT havde tidligere i 2007 foretaget en kontrol hos [virksomhed1] A/S, hvor de påtalte manglende kontrol med udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, herunder manglende attestation på bilag og behov for kontrol af 60-dages reglen. Klubben mente dog, at de havde en berettiget forventning om, at deres kontrol var tilstrækkelig, da 2007-kontrollen ikke førte til forhøjelser.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs forhøjelse af den skattepligtige indkomst med den udbetalte befordringsgodtgørelse for 2008, 2009 og 2010. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde bevist, at betingelsen om kørsel i "egen bil" var opfyldt for perioden 2008-2009. Desuden var godtgørelse for kørsel udover 20.000 km i 2009 udbetalt med en for høj sats, hvilket gjorde hele beløbet skattepligtigt. Nævnet fandt, at [virksomhed1] A/S ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med grundlaget for skattefriheden, herunder:

• Udbetaling af høj sats for kørsel over 20.000 km.
• Manglende angivelse af bil på kørselsrapporterne og kørsel i ikke-egen bil.
• Uoverensstemmelser i kørselsrapporter (forskellige træningssteder samme dag, kørsel uden træner).
• Manglende attestation ("flueben") på mange rapporter.
• Godtgørelse for kørsel til kampe, selvom spillerbus var til rådighed.
• Manglende kontrol med 60-dages reglen.

Nævnet afviste klagerens påstand om berettiget forventning, da SKAT allerede i 2007 havde påtalt mangler i kontrollen. Vedrørende fristreglerne fandt nævnet, at beskatningen af kørselsgodtgørelse for 2008 var omfattet af ekstraordinær genoptagelse (Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5), da klageren havde udvist grov uagtsomhed. Beskatningen af møbler i 2009 blev dog anset for ugyldig, da SKAT ikke havde overholdt seksmånedersfristen for kundskab. Nævnet afviste at tage stilling til befordringsfradrag, da SKAT ikke havde truffet afgørelse herom.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen om beskatning af den udbetalte befordringsgodtgørelse. Retten fremhævede, at det er en forudsætning for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Hvis godtgørelsen overstiger Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at:

• Klageren havde modtaget godtgørelse med den høje sats for kørsel udover 20.000 km i 2008 og 2009, hvilket er i strid med Bekendtgørelse om Skatterådets satser § 3, nr. 2 (for 2008) og Bekendtgørelse om Skatterådets satser § 6 (for 2009). Dette alene gjorde hele den udbetalte godtgørelse skattepligtig.
• For 2008 var klageren ikke ejer af en bil og havde ikke dokumenteret at være den reelle ejer eller at have afholdt udgifterne til bilen, der var registreret i hans fars navn.
• Klageren havde modtaget et fast månedligt beløb i godtgørelse i 2008, herunder i en ferieperiode, og havde anført kørsel på dage, hvor hans træner ikke havde. Dette indikerede, at der var godtgjort kørsel, som ikke var foretaget, og klageren burde have vidst, at han ikke var berettiget til skattefri godtgørelse under disse omstændigheder.
• Klagerens forhold blev karakteriseret som groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. SKATs varsel blev anset for rettidigt inden for seksmånedersfristen, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.
• SKATs begrundelse for genoptagelsen var tilstrækkelig, da den henviste til den relevante lovregel, og manglen på en specifik kundskabsdato medførte ikke ugyldighed.
• For 2010 var der fejl i kørselsrapporterne (forkert adresse, manglende bilag, uoverensstemmelse mellem udbetalt og rapporteret beløb), og der var ingen dokumentation for kontrol med 60-dages reglen. Klubben havde desuden udbetalt godtgørelse ud fra et ønske om at dække spillernes faktiske transportomkostninger, hvilket ikke opfyldte kontrolkravet.
• Klageren havde ikke godtgjort, at arbejdsgiveren havde ført en effektiv kontrol med den skattefri kørselsgodtgørelse i 2010.
• Klagerens anbringende om berettiget forventning blev afvist, da SKAT allerede i 2007 havde påtalt utilstrækkelig kontrol, og selskabet ikke havde fulgt op herpå.

Landsskatteretten gav dog klageren medhold i den subsidiære påstand om befordringsfradrag, jf. Ligningsloven § 9 C, og overlod det til SKAT at træffe afgørelse om omfanget af dette fradrag.