Skattefri befordringsgodtgørelse anerkendt for bogholder i sportsklub trods kritik af kontrolmiljø

Tvisten om arbejdsgiverkontrol og kørslens karakter

Det centrale spørgsmål i sagen var, om kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2 var opfyldt. Skatteankenævnet lagde vægt på, at klageren som bogholder i vidt omfang kontrollerede sine egne kørselsrapporter, og at mange af bilagene manglede den attestation (det såkaldte "flueben"), som klubben ellers påstod var bevis for kontrol.

Derudover blev der rejst tvivl om kørslens erhvervsmæssige karakter jf. Ligningsloven § 9b, særligt vedrørende hyppige kørsel til møder med spillere på deres private adresser i København, fremfor i klubbens faciliteter. Myndighederne mente, at det var usandsynligt, at disse møder var nødvendige, når spillerne i øvrigt trænede flere gange ugentligt i klubben.

"Landsskatteretten fandt, at det på grundlag af den fremlagte dokumentation må anses for tilstrækkeligt bevist, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol med de kørte kilometer inden udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse."

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at han som aktiv del af klubben havde et indgående kendskab til alle aktiviteter, kampplaner og spilleres færden, hvilket gjorde kontrollen yderst effektiv. Han påpegede desuden, at kørsel i ægtefællens bil jf. praksis sidestilles med egen bil, når der er tale om fælles økonomi.

Landsskatteretten omstødte Skatteankenævnets afgørelse og gav klageren medhold i, at den udbetalte godtgørelse var skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4 (tidligere stk. 5).

Retten lagde i sin begrundelse vægt på følgende:

• Dokumentationskrav: Kørselsrapporterne levede i alt overvejende grad op til de formelle krav til indhold (dato, mål, kilometer, formål).
• Kontrolbetingelse: Det blev anset for godtgjort, at arbejdsgiveren rent faktisk førte den fornødne kontrol med kilometerantallet før udbetaling.
• Erhvervsmæssig begrundelse: Retten fandt, at de beskrevne formål med kørslen, herunder møder med bestyrelsesformand og spillere, var tilstrækkeligt erhvervsmæssigt begrundede.
• Sammenhæng: Der var overensstemmelse mellem kørselsbilagene og de selvangivne beløb, hvilket understøttede oplysningernes rigtighed.

Klagerens repræsentant fastholdt, at kørslen var foregået i ægtefællens Citroën C1, og at dette kunne dokumenteres via vidneudsagn. Det blev også anført, at arbejdsgiveren havde foretaget behørig kontrol i henhold til Ligningsloven § 9 B og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Det blev forklaret, at arbejdsgiveren havde ændret procedure for aflevering af køresedler, og at bogholderen havde den fornødne fuldmagt til kontrol, med endelig godkendelse fra selskabets bestyrelse. Klageren fremlagde desuden Mayland kalendere og detaljerede kørselsregnskaber med angivelse af adresser for at dokumentere kørslens erhvervsmæssige formål.

Arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, forklarede, at de praktiserede en høj grad af tillid til deres ansatte, og at der ikke herudover var foretaget kontrol med køretøjet. De fremsendte kørselsbilag indeholdt kun dato, bynavne og runde tal for kørte kilometer, og det fremgik ikke, hvilken bil der var anvendt.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse. Nævnet fandt, at klagerens kørselsregnskaber ikke var identiske med arbejdsgiverens bogførte bilag, og at de af klageren fremlagte sedler var rettet med tilføjelse af bilregistreringsnummer. Nævnet konkluderede, at arbejdsgiverens bilag var behæftet med uklarhed, da de ikke indeholdt konkrete adresser, præcise kilometerantal eller angivelse af den anvendte bil. Dette umuliggjorde reel kontrol, og nævnet fandt, at den modtagne kørselsgodtgørelse derfor var skattepligtig. Klagerens subsidiære påstand om fradrag efter Ligningsloven § 9 C blev ikke behandlet i skatteankenævnets afgørelse.