Skattefri befordringsgodtgørelse godkendt - [virksomhed1] A/S' kontrol ansås for tilstrækkelig

Sagen omhandlede, hvorvidt udbetalt befordringsgodtgørelse til en spillende træner og videomand i håndboldklubben [virksomhed1] A/S var skattefri i indkomstårene 2009 og 2011. Klageren modtog både løn og skattefri kørselsgodtgørelse fra klubben. SKAT havde oprindeligt forhøjet klagerens indkomst med den modtagne godtgørelse, da de mente, at klubben ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingerne.

Faktiske oplysninger

Klageren var ansat som spillende træner og videomand for sæsonen 2011/2012 med en bruttoløn på 4.000 kr. pr. sæson og kørepenge på op til 28.000 kr. pr. sæson. Klageren modtog følgende i løn og skattefri kørselsgodtgørelse:

Kørselsgodtgørelsen var baseret på kørselsrapporter udfyldt af klageren. En rapport for 2009 viste 4.488,80 kørte km til videooptagelse, hvilket udløste 15.980,13 kr. i godtgørelse. Yderligere rapporter for 2009 og 2011 blev fremlagt for Landsskatteretten, der dækkede kørsel til videooptagelse, træningskampe og turneringskampe. Det blev oplyst, at klubben også benyttede bustransport til udekampe, og at eksterne firmaer som [TV] blev betalt for kampoptagelser på datoer, hvor klageren også havde angivet kørsel til videooptagelse.

Klubben havde en procedure for kontrol af kørselsrapporter, hvor bogholderen tjekkede kørte kilometer og datoer mod trænings- og kampdage. En tidligere bogholder satte et "flueben" som godkendelse, men den efterfølgende bogholder anvendte ikke altid denne praksis. SKAT havde i 2007 foretaget en kontrol hos klubben, hvor de påtalte manglende kontrol og dokumentation, men uden at foretage forhøjelser for de kontrollerede år.

Skatteankenævnets afgørelse og begrundelse

Skatteankenævnet nedsatte SKATs forhøjelse for 2008 til 0 kr. på grund af forældelse, men stadfæstede forhøjelserne for 2009 og 2011. Nævnet fandt, at [virksomhed1] A/S ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse. Begrundelsen var baseret på flere punkter:

• Godtgørelse uden løn: Klageren modtog godtgørelse i 2010 uden at modtage løn, hvilket stred mod kravet om at være lønmodtager.
• Den godtgjorte kørsel (kampe optaget af [TV]): Klageren modtog godtgørelse for kørsel til videooptagelse på datoer og steder, hvor klubben også betalte [TV] for kampoptagelser, og hvor spillerbusser kørte.
• Høj sats for kørsel over 20.000 kilometer: Klubben kontrollerede ikke effektivt, om ansattes årlige kørsel oversteg 20.000 km, hvilket ville medføre en lavere sats.
• Ikke kørsel i egen bil: Mange ansatte, herunder klageren, havde ikke anført bil på rapporterne, og flere havde modtaget godtgørelse for kørsel i biler, de ikke selv ejede.
• Kørsel til kampe: Ansatte registrerede kørsel i egen bil til udekampe, selvom klubben ofte hyrede spillerbusser, uden at klubben registrerede, hvem der kørte med bussen.
• Godtgørelse for kørsel til træning forskellige steder samme dag: Nævnet fandt det usandsynligt, at spillere/trænere på samme hold trænede forskellige steder samme dag, som godtgørelse var udbetalt for.
• Attestation på kørselsrapporter: Mange rapporter manglede det "flueben" eller anden attestation, som indikerede kontrol.
• 60-dages-reglen: Klubben førte ikke kontrol med 60-dages-reglen, hvilket betød, at kørsel til en fast arbejdsplads efter 60 dage ikke var erhvervsmæssig.

Nævnet afviste klagerens argument om berettiget forventning baseret på SKATs kontrol i 2007, da SKAT allerede dengang havde påtalt mangler i kontrollen.

Fristregler

• 2008: Ændringen var varslet efter fristen i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at klageren havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed, og ændringen kunne derfor ikke foretages ekstraordinært efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.
• 2009: Ændringen var inden for fristen i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1, nr. 4.
• 2011: Ændringen var inden for fristerne i Bekendtgørelse om kort ligningsfrist § 1, stk. 1 og 2.

Befordringsfradrag

Nævnet afviste at godkende yderligere befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, da klageren ikke havde indsendt en opgørelse over fradraget, trods opfordring.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant fastholdt, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det blev fremført, at klubbens administrative personale havde et indgående kendskab til klubbens aktiviteter og spillernes kørselsbehov, hvilket muliggjorde en effektiv kontrol. Det blev bestridt, at klubben ikke førte fornøden kontrol, og det blev anført, at SKATs fortolkning af kontrolkravet var for vidtgående i forhold til praksis. Repræsentanten henviste til, at SKATs kontrol i 2007 ikke havde givet anledning til forhøjelser, hvilket skabte en berettiget forventning om, at klubbens procedurer var tilstrækkelige. Det blev også forklaret, at klageren assisterede ved videooptagelser, selvom [TV] også var til stede. Subsidiært blev det anført, at klageren havde ret til kørselsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, hvis godtgørelsen blev anset for skattepligtig, med henvisning til Landsskatterettens egen praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede Skatteankenævnets afgørelse og fandt, at klageren havde opfyldt betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse. Retten lagde vægt på, at det på grundlag af den fremlagte dokumentation, herunder især kørselsbilagene, og de afgivne forklaringer, måtte anses for tilstrækkeligt bevist, at arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol med de kørte kilometer inden udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Landsskatteretten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt. (tidligere Ligningsloven § 9, stk. 5) og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, som fastslår, at arbejdsgiveren skal føre kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Retten bemærkede, at bekendtgørelsens Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2 specificerer de oplysninger, bogføringsbilagene skal indeholde for at muliggøre denne kontrol. Selvom der ikke kræves et egentligt kørselsregnskab, skal udbetalingen og de kørte erhvervsmæssige kilometer kunne kontrolleres. Landsskatteretten fandt, at dette krav var opfyldt i den konkrete sag.