Fradrag for udgifter på landbrugsejendom og anvendelse af virksomhedsordningen

Sagen omhandlede en klagers ret til fradrag for udgifter på en ejendom samt ejendommens inddragelse i virksomhedsordningen for indkomstårene 2010 og 2011. Klageren drev en enkeltmandsvirksomhed med planteavl fra ejendommen, som oprindeligt var registreret som landbrugsejendom, men i 2009 ændrede benyttelseskode til bebølsesejendom efter frasalg af jord.

SKAT havde nægtet fradrag for udgifter på ejendommen og forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 15.472 kr. i 2010 og 20.842 kr. i 2011. SKAT havde desuden anset klageren for at have foretaget yderligere privat hævning på 1.030.575 kr. i 2010 og tilbageført selvangivet opsparet overskud med 359.000 kr. i 2011. SKAT begrundede nægtelsen af fradrag med henvisning til Ligningsloven § 15 J, da ejendommen var omfattet af Ejendomsværdiskatteloven § 4, stk. 1, nr. 9, og dermed kun berettigede til rentefradrag. De nægtede udgifter omfattede:

SKAT anførte endvidere, at ejendommen ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, da der ikke var en vurderingsmæssig fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjente til bolig, og den øvrige del af ejendommen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3. Ejendommen blev derfor anset for at være overgået fra virksomheden til privatøkonomien i 2010 med en værdi på 3.069.902 kr.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde principalt gældende, at ejendommen var en landbrugsejendom, og at ejendomsvurderingen som boligejendom var fejlagtig. Klageren henviste til, at den faktiske benyttelse af ejendommen var afgørende for dens status, og at en fejlagtig offentlig vurdering ikke burde komme skatteyderen til skade. Klageren henviste til retspraksis, herunder SKM2003.91.HR og SKM2017.95.LSR, der understøttede, at den faktiske benyttelse skulle lægges til grund, selvom den offentlige vurdering var forkert. Klageren fremhævede, at Vurderingsankenævnet i 2017 havde ændret ejendommens benyttelseskode til landbrug (kode 05) for vurderingen pr. 1. oktober 2012, og at der ikke var sket ændringer i ejendommen fra 2010 til 2012. Dette indikerede, at vurderingen i 2010 og 2011 også var fejlagtig.

Subsidiært anførte klageren, at indkomsten fra landbrugsvirksomheden kunne opgøres i virksomhedsordningen, uanset om aktiverne i form af fast ejendom ikke kunne placeres i ordningen. Klageren argumenterede for, at Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1 omhandlede indkomster, mens Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3 omhandlede aktiver. Mere subsidiært blev det anført, at landbrugsvirksomhed drevet fra lejet areal på ca. 4 ha under alle omstændigheder skulle accepteres under virksomhedsordningen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var berettiget til at foretage fradrag for udgifter, der kunne henføres til den erhvervsmæssige virksomhed, vedrørende ejendommen i indkomstårene 2010-2011. Dette blev begrundet med, at ejendommens benyttelse i overvejende grad var landbrugsmæssig, og at den åbenbart forkerte vurdering som bebølsesejendom ikke kunne tillægges betydning for skatteansættelsen. Prøvelsen af udgifternes tilknytning til virksomheden blev overladt til SKAT i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt endvidere, at den erhvervsmæssige del af ejendommen kunne indgå i virksomhedsordningen i de påklagede år. Dette skyldtes, at der var foretaget en ejerboligfordeling, uanset om denne var sket efter Vurderingsloven § 33, stk. 4 eller Vurderingsloven § 33, stk. 8. Den talmæssige opgørelse blev overladt til SKAT i henhold til Bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 om forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4, og skulle baseres på den fornyede ejendomsvurdering for indkomståret 2010.