Landsskatteretten: Erhvervsmæssig landbrugsvirksomhed, fradrag for underskud og afskrivning på bygninger

Sagen omhandlede en klagers skattemæssige behandling af sin deltidslandbrugsvirksomhed for indkomstårene 2011-2013. De centrale stridspunkter var, hvorvidt virksomheden kunne anses for erhvervsmæssig, om udbetalinger fra en andelshaverkonto i [virksomhed1] skulle medregnes i virksomhedens resultat, og om der kunne foretages afskrivning på bygninger på ejendommen.

Klageren havde siden 2006 drevet deltidslandbrug med ammekøer og opdræt på en ejendom på 2,35 ha, efter tidligere at have været fuldtidslandmand med svineproduktion. Tidsforbruget var ca. 500 timer årligt, og virksomheden havde i perioder udvist underskud, men også overskud i de senere år (2014-2017), delvist fra udlejning af traktor og vandingsmaskine. Udbetalingerne fra andelshaverkontoen stammede fra tidligere svineproduktion.

SKATs argumentation

SKAT anså ikke virksomheden for erhvervsmæssig, da den havde udvist underskud siden 2007, og der ikke var udsigt til rentabilitet efter driftsøkonomiske afskrivninger. SKAT mente, at udbetalingerne fra andelshaverkontoen i [virksomhed1] skulle beskattes særskilt som personlig indkomst og ikke indgå i virksomhedens resultat, da de ikke var vederlag for konkrete vare- og tjenesteydelser i den nuværende drift. Endvidere afviste SKAT afskrivning på bygninger med henvisning til Ligningsloven § 15 j, da ejendommen var vurderet som en bebølsesejendom (kode 01). Som konsekvens heraf kunne virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen ikke anvendes.

SKATs beregning af resultat efter driftsøkonomiske afskrivninger (ekskl. udbetaling fra [virksomhed1]):

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant påstod, at virksomheden var erhvervsmæssig, idet den opfyldte praksis for deltidslandbrug, herunder at den var teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig og tilsigtede et rimeligt driftsresultat. De senere års overskud (2014-2017) bekræftede, at underskuddene i de påklagede år var forbigående. Det blev fremført, at udbetalingerne fra andelshaverkontoen var løbende erhvervsindkomst, da de skyldtes 8-års reguleringer og ikke ophør af medlemskab, og derfor skulle indgå i virksomhedens resultat. Vedrørende afskrivning på bygninger henviste klageren til Afskrivningsloven § 14 og argumenterede for, at Ligningsloven § 15 j ikke begrænsede afskrivning på erhvervsmæssigt anvendte bygninger på en kode 01 ejendom. Klageren mente, at driftsøkonomiske afskrivninger på bygninger skulle fastsættes til 2% og på driftsmidler til 10%.

Klagerens korrigerede resultat (inkl. udbetaling fra [virksomhed1] og justerede afskrivninger):

Samlet korrigeret resultat 2011-2014: +20.279 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens landbrugsvirksomhed skulle anses for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår. Denne vurdering baseredes på en samlet konkret vurdering, hvor der blev lagt vægt på, at der var udsigt til overskud, hvilket blev bekræftet af de positive resultater i de efterfølgende indkomstår 2014-2017. Indtægter fra udlejning af vandingsmaskine og traktor blev anset for at være en del af landbrugsdriften og indgik i vurderingen af rentabilitet. Da virksomheden blev anset for erhvervsmæssig, godkendtes fradrag for underskud i de påklagede år i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse på dette punkt, hvilket medførte godkendelse af klagerens selvangivne resultater for indkomstårene 2011-2013.

Landsskatteretten godkendte endvidere afskrivning på bygninger. Retten henviste til egen afgørelse SKM2016.364.LSR, der fastslår, at retten til at afskrive på bygninger ikke begrænses af Ligningsloven § 15 j, selvom ejendommen er vurderet som bebølse (kode 01), såfremt bygningerne anvendes erhvervsmæssigt og opfylder betingelserne i afskrivningsloven. Afskrivningen skulle foretages efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og indgå i opgørelsen af virksomhedens resultat. Dette medførte en nedsættelse af indkomsten med 3.028 kr. i hvert af årene 2011-2013.

Som følge af, at klageren blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed, kunne virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen anvendes i henhold til Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1 og Virksomhedsskatteloven § 22 a.