Deltidslandbrug anset for hobby, lejeindtægt fastsat efter skøn og afskrivning på solceller nægtet i anskaffelsesåret

Sagen omhandlede tre centrale tvistepunkter for indkomstårene 2011-2013: fastsættelse af lejeindtægt ved udlejning til nærtstående, tidspunktet for afskrivningsret på et solcelleanlæg, og hvorvidt et deltidslandbrug kunne anses for erhvervsmæssig virksomhed med ret til underskudsfradrag.

Udlejning til nærtstående

Klageren havde udlejet en lejlighed til sine børn til en leje, som SKAT anså for at være under markedslejen. SKAT forhøjede derfor lejeindtægten skønsmæssigt. Efter en syn- og skønserklæring fastsatte Landsskatteretten den objektive lejeværdi til 46.900 kr. årligt. For 2011 blev indtægten fastsat til dette beløb. For 2012 og 2013, hvor den aftalte leje var højere, blev den faktiske leje lagt til grund. Klageren fik således delvist medhold på dette punkt.

Afskrivning på solcelleanlæg

Klageren ønskede at afskrive på et solcelleanlæg fra indkomståret 2011. SKAT og Landsskatteretten fandt, at anlægget først var afskrivningsberettiget fra 2012. Begrundelsen var, at anlægget først var fuldt idriftsat i henhold til Afskrivningsloven § 3 i januar 2012, hvor det blev tilsluttet el-nettet med en reversibel elmåler, der muliggjorde salg af overskudsstrøm. At anlægget teknisk kunne producere strøm i december 2011 var ikke tilstrækkeligt.

Erhvervsmæssig landbrugsvirksomhed

Det primære tvistepunkt var, om klagerens deltidslandbrug var en erhvervsmæssig virksomhed eller en hobby. Landbruget havde genereret underskud i en lang årrække. Klageren argumenterede for, at en omlægning til højværdiafgrøder og en positiv udvikling i resultaterne viste en intention om rentabel drift. En omfattende syn- og skønserklæring konkluderede, at driften var teknisk forsvarlig, men at virksomheden med sin nuværende struktur ikke havde udsigt til at blive rentabel. Der var et misforhold mellem en meget stor maskinpark og det begrænsede areal, og de nødvendige tilpasninger var ikke foretaget i de påklagede år. Landsskatteretten fulgte skønserklæringen og fastslog, at landbruget ikke opfyldte rentabilitetskravet i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Underskuddet kunne derfor ikke fradrages, og virksomhedsordningen kunne ikke anvendes for landbrugsdelen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf en blandet afgørelse, hvor klageren fik delvist medhold vedrørende lejeindtægten, men ikke i de øvrige punkter.

Lejeindtægter

Landsskatteretten fastsatte den objektive lejeværdi i overensstemmelse med den afholdte syn- og skønserklæring til 46.900 kr. årligt.

• For 2011 blev lejeindtægten fastsat til 46.900 kr., da den betalte leje var lavere.
• For 2012 og 2013 blev den faktiske aftalte leje på henholdsvis 63.600 kr. og 57.800 kr. lagt til grund, da denne var højere end den skønnede objektive lejeværdi.

SKATs forhøjelse blev derfor nedsat.

Afskrivning på solcelleanlæg

Retten stadfæstede SKATs afgørelse. Solcelleanlægget blev ikke anset for at være færdiggjort i et sådant omfang, at det kunne indgå i driften i 2011, jf. kravene i Afskrivningsloven § 3. Tilslutning til el-nettet med en reversibel elmåler, som muliggjorde salg af overskudsstrøm, skete først i januar 2012. Derfor kunne afskrivning først påbegyndes i indkomståret 2012.

Landbrugsvirksomhed

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at landbruget ikke var en erhvervsmæssig virksomhed i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde afgørende vægt på syn- og skønserklæringen, som konkluderede:

• Driften var teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig.
• Virksomheden havde i de påklagede år ikke udsigt til at blive rentabel uden væsentlige driftsmæssige ændringer.
• Der var et misforhold mellem den store maskinpark og det begrænsede landbrugsareal.
• De nødvendige driftsmæssige tilpasninger var ikke foretaget i de pågældende indkomstår.

Selvom der var en positiv udvikling i resultaterne og en omlægning til højværdiafgrøder, var de vedvarende underskud efter driftsmæssige afskrivninger afgørende. Underskud fra landbruget kunne derfor ikke fradrages i klagerens øvrige indkomst.

Konsekvenser

• Virksomhedsordningen: Da landbruget ikke blev anset for erhvervsmæssigt, kunne klageren ikke anvende virksomhedsordningen for denne del af sin virksomhed, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1.
• Ejendomsskat: SKATs afgørelse om fradrag for ejendomsskat blev stadfæstet i henhold til Ligningsloven § 14.