Befordringsfradrag – Normal transportvej – Færge vs. Tog

Sagen omhandler en klagers befordringsfradrag for transport mellem bopæl i [by1] og arbejdsplads i [by2]. Kernespørgsmålet var fastlæggelsen af den "normale transportvej" i henhold til Ligningsloven § 9 C og Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009, samt hvorvidt der kunne godkendes fradrag for personoverfart med færge, selvom klageren havde benyttet tog.

SKAT havde nedsat klagerens befordringsfradrag til 8.910 kr., idet de anså ruten via færgeforbindelsen [by3] – [by4] – [by2] for at være den normale transportvej. SKATs beregning var baseret på en afstand på 278 km tur/retur for 27 arbejdsdage. SKAT begrundede afgørelsen med, at den normale transportvej vurderes ud fra geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed, og at færgeruten var betydeligt kortere og økonomisk rimelig, uanset det faktisk anvendte transportmiddel.

Klagerens repræsentant nedlagde principal påstand om et fradrag på 18.684 kr. for ruten via [by6] ([by1] – [by6] – [by2]), som klageren faktisk benyttede med tog. Denne rute var 642 km tur/retur. Repræsentanten argumenterede for, at den faktisk anvendte togrute var den billigste og mest bekvemme, og kun medførte lidt længere tidsforbrug. Det blev fremhævet, at valget af transportvej skulle tillægges betydelig vægt, og at den geografisk kortere færgerute ikke alene kunne være afgørende. Klageren anførte, at togruten var den mest anvendte af pendlere og ansatte i SKAT.

Subsidiært nedlagde repræsentanten påstand om et fradrag på 16.416 kr., hvilket inkluderede udgifter til personoverfart med færge. Argumentet var, at praksis tidligere havde tilladt fradrag for den billigste personoverførsel med færge, selvom en dyrere flytransport var benyttet, og at dette princip burde gælde tilsvarende for togtransport, når færgeruten var den normale transportvej. Klageren havde dokumenteret udgifter til togtransport, som var højere end den billigste færgeoverfart.

Klagerens repræsentant fremlagde detaljerede beregninger og argumenter, der tilbageviste SKATs opgørelser af transportudgifter og tidsforbrug for færgeruten. Det blev påpeget, at SKATs færgepris var forkert for 2011, og at Krak.dk's tidsberegninger ikke tog højde for realiteter som bytrafik og ventetid ved færgelejet, hvilket gjorde færgeruten længere tidsmæssigt end antaget af SKAT. Repræsentanten fastholdt, at bilkørsel via [by6] fortsat var den billigste og tidsmæssigt konkurrencedygtige løsning, og at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at afvise den principale påstand.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til Ligningsloven § 9 C, stk. 1-3, som fastslår, at befordringsfradrag beregnes ud fra den normale transportvej ved bilkørsel, uanset det faktisk anvendte transportmiddel. Desuden blev der henvist til Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 § 1, stk. 2, der definerer normal transportvej ud fra geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed, samt Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 § 2 og § 3, der omhandler fradrag for færge- og flytransport mod dokumentation.

Den principale påstand

Landsskatteretten fandt, at ruten med færgeforbindelsen mellem [by3] og [by4] geografisk var betydeligt kortere end vejen over [by6]. Selvom færgeoverfarten med bil kostede 810 kr. pr. tur i 2011, blev omkostningerne ved at køre over [by6] ikke anset for væsentligt billigere, når de samlede faktiske driftsomkostninger ved bilkørsel blev medregnet. Ved beregning med statens høje takst var det 166 kr. dyrere at køre over [by6] pr. tur/retur end at tage færgen.

Retten henviste til SKM2013.187BR, hvor en færgeforbindelse blev anset for den normale transportvej frem for en længere landevej, med vægt på de samlede driftsomkostninger. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at transportvejen via færgeforbindelsen [by3] – [by4] var den normale transportvej i henhold til Ligningsloven § 9 C, stk. 1. Det forhold, at klageren faktisk benyttede en længere togrute, ændrede ikke ved dette grundlag. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.

Den subsidiære påstand

Landsskatteretten fastslog, at befordringen skulle opgøres efter normalfradraget i Ligningsloven § 9 C. Retten bemærkede, at praksis før 2009 (jf. SKM 2001.580 TSS) tillod fradrag for personoverførsel med færge, hvis denne var billigere end faktisk afholdte udgifter til fly. Denne praksis er dog ændret ved Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 til fuldt fradrag for dokumenterede udgifter til flytransport.

Da den normale transportvej i nærværende sag omfattede færgeoverfart, var hovedreglen, at der kun gives fradrag for dokumenterede udgifter til færgetransport. Den ikke længere gældende undtagelse for flytransport kunne ikke anvendes. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.