Befordringsfradrag: Normal transportvej og antal arbejdsdage

Sagen drejer sig om en klage over Skatteankenævnets afgørelse vedrørende befordringsfradrag for indkomstårene 2006-2008. Klageren, en salgsdirektør med bopæl i [by1] og arbejdsplads i [by2], ønskede fradrag baseret på en længere transportvej via land ([by5]) og et højere antal arbejdsdage, end hvad Skatteankenævnet havde godkendt.

Skatteankenævnet havde godkendt fradrag baseret på færgeruten [by3]-[by4], som de anså for den "normale transportvej" i henhold til Ligningsloven § 9 C, stk. 1-3. De beregnede fradraget ud fra en afstand på 48 km (hvoraf 24 km var fradragsberettiget) og 191 arbejdsdage. De godkendte beløb var 8.159 kr. for 2006 og 2007, og 8.388 kr. for 2008.

Klagerens argumenter

Klageren argumenterede for, at hans normale transportvej var via [by5] (126 km tur/retur), da dette gjorde ham uafhængig af færgedrift og ofte var tidsbesparende. Han fastholdt, at tidsforbruget og de økonomiske udgifter var sammenlignelige for begge ruter, og at han derfor frit burde kunne vælge rute. Han påpegede også, at færgen havde været ude af drift i perioder, og at hans arbejdstider var uregelmæssige, hvilket gjorde færgen upraktisk. Klageren ønskede desuden fradrag for 216-220 arbejdsdage og mente at være omfattet af Ligningsloven § 9 C, stk. 3, 3. pkt., som tillader fuldt fradrag for afstande over 100 km for beboere i visse kommuner, herunder hans egen.

Skatteankenævnets begrundelse

Skatteankenævnet fastholdt, at færgeruten var den normale transportvej, idet de lagde vægt på:

• Afstand: Færgeruten var markant kortere (48 km vs. 126 km).
• Tidsforbrug: Nævnet beregnede færgeruten til at tage ca. 30 minutter, mens landruten tog 50 minutter. Klagerens tidsberegninger blev anset for urealistiske, da de ikke tog højde for fartbegrænsninger og færgeventetid.
• Økonomisk rimelighed: Ved brug af statens lave kilometertakst (1,78 kr./km i 2006) ville den ekstra kørsel via land koste 138 kr. pr. dag, mod en færgeudgift på 72 kr. pr. dag. Klagerens argument om økonomisk neutralitet, baseret udelukkende på benzinudgifter, blev afvist.
• Antal arbejdsdage: De 191 dage blev anset for passende, da arbejdsgiveren lejlighedsvis stillede bil til rådighed.
• Dokumentation: Udgifter til færgebilletter kunne kun fradrages mod dokumentation, hvilket ikke var fremlagt. Nævnet bemærkede, at selvom færgedriften havde været indstillet i perioder, var der ikke fremlagt konkret dokumentation for, at klageren havde anvendt den længere rute på disse specifikke dage.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2006-2008.

Retten fandt ikke grundlag for at fravige Skatteankenævnets opfattelse af, at den normale transportvej ved bilkørsel mellem klagerens bopæl og arbejdsplads måtte antages at gå via færgeruten [by3]-[by4]. Dette er i overensstemmelse med principperne i Ligningsloven § 9 C, stk. 1 og 2 samt Bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v. § 1, som definerer "normal transportvej" ud fra geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed.

Landsskatteretten bemærkede, at selvom Ligningsloven § 9 C, stk. 3 giver mulighed for fuldt fradrag over 100 km for visse kommuner, herunder klagerens bopælskommune, var dette ikke relevant, da den normale transportvej blev fastsat til under 100 km.

Endvidere fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at fravige det af Skatteankenævnet godkendte antal dage (191 dage) med transport mellem bopæl og arbejdsplads. Fradrag for færgetransport, som beskrevet i Bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v. § 3, kræver dokumentation, hvilket ikke var fremlagt.

Landsskatteretten henviste til, at fradrag for befordring er betinget af oplysning om antal arbejdsdage og befordrede kilometer, og at transportvejen beregnes ud fra den normale transportvej ved bilkørsel, uanset den skattepligtiges faktiske valg af transportmiddel, jf. Bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v. § 2.