Landsskatteretten: Fradrag for typecheckkursus og befordringsfradrag – Afslag grundet kontraktbrud og manglende dokumentation

Sagen omhandler en pilots krav om fradrag for udgifter til et typecheckkursus og befordringsfradrag i indkomståret 2013. Klageren, der er uddannet trafikflyver, skiftede ansættelse fra [virksomhed1] A/S til [virksomhed2] A/S i maj 2013.

Fradrag for typecheckkursus

Klageren havde i forbindelse med sin ansættelse hos [virksomhed1] A/S gennemført et typecheckkursus. Kontrakten med [virksomhed1] A/S indeholdt en klausul om, at klageren skulle kompensere arbejdsgiveren for kursusudgiften på 90.000 kr., hvis ansættelsesforholdet ophørte inden for 12 måneder efter kursets afslutning. Beløbet blev nedskrevet med 1/12 hver måned. Da klageren fratrådte sin stilling den 30. april 2013, blev han faktureret 55.125 kr. for den resterende del af bindingsperioden.

SKAT nægtede fradrag for udgiften, idet de anså den for en etableringsudgift, der ikke var fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, stk. 1. SKAT henviste til, at udgiften opstod, da klageren opsagde sin stilling, og at uddannelsen blev anvendt i den nye stilling. De afviste desuden, at der forelå en praksis, der tillod fradrag for sådanne udgifter, og henviste til Østre Landsrets afgørelser SKM2007.949.ØLR og SKM2007.950.ØLR.

Klageren argumenterede for, at typecheckkurser ikke er kompetencegivende, men derimod ajourføring og vedligeholdelse af en allerede erhvervet uddannelse som pilot, og dermed fradragsberettiget som driftsomkostning efter Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Ligningsloven § 9. Klageren henviste til et forlig fra 1996, hvor Skatteministeriet anerkendte fradrag for typecheckudgifter, selvom forpligtelsen var påtaget med henblik på et nyt ansættelsesforhold, samt til Landsskatterettens kendelser af 21. august 2017 (j.nr. 15-2250158 og 15-0759293). Klageren fremhævede, at udgiften var en direkte følge af ansættelseskontrakten med [virksomhed1] A/S og ikke relaterede sig til den nye ansættelse.

Befordringsfradrag

Klageren havde bopæl i [by1] og arbejdsplads i [by2], en afstand på ca. 330 km (660 km tur/retur). Klageren selvangav et befordringsfradrag på 66.174 kr., senere justeret til 37.996 kr. (svarende til 40 returrejser opgjort efter Skatterådets kilometertakster for bilkørsel, plus et skøn for den første periode). Klageren benyttede fly til befordringen.

SKAT godkendte kun et fradrag på 11.437 kr., svarende til de faktisk dokumenterede udgifter til flybilletter. SKAT henviste til, at ved ekstraordinært lange afstande er det de faktiske udgifter til færge, fly m.v., der kan fratrækkes, jf. SKATs juridiske vejledning.

Klageren fastholdt, at befordringsfradrag er et beregningsfradrag, der skal opgøres på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter Skatterådets kilometertakster, uanset transportmiddel, jf. Ligningsloven § 9 C og Bekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 § 2, stk. 1. Klageren anførte, at undtagelsen om faktiske udgifter kun gælder, hvis bilkørsel ikke er mulig pga. geografiske forhold, tidsforbrug eller økonomisk rimelighed, hvilket ikke var tilfældet her, da der er motorvejsforbindelse. Klageren dokumenterede 40 returrejser i perioden juni-december 2013 via arbejdsgiverens registreringssystem.

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for typecheckkursus

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om nægtelse af fradrag for udgiften til typecheckkurset. Retten lagde til grund, at klageren deltog i kurset i perioden fra den 1. november 2012 til den 12. december 2012. Tilbagebetalingsforpligtelsen på 55.125 kr. opstod, fordi klageren afbrød ansættelsesforholdet med [virksomhed1] A/S den 30. april 2013, altså i utide og før udløbet af den aftalte bindingsperiode på 12 måneder.

Retten fandt, at klageren ikke pådrog sig en faktisk udgift i forbindelse med selve kurset i 2012. Udgiften opstod alene som følge af kontraktbruddet i 2013. Derfor relaterede udgiften sig til et brud på kontrakten og ikke direkte til en kursusudgift afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i et eksisterende ansættelsesforhold.

Der blev henvist til Landsskatterettens kendelse af 4. september 2007, offentliggjort som SKM2007.613.LSR, hvor en lignende erstatning for pilotuddannelse som følge af opsigelse i utide ikke blev anset for fradragsberettiget. Afgørelsen var i overensstemmelse med Statsskatteloven § 6, stk. 1 og Ligningsloven § 9.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten stadfæstede ligeledes SKATs afgørelse vedrørende befordringsfradraget. Retten bemærkede, at der var en ekstraordinært lang afstand på 660 kilometer tur/retur mellem klagerens sædvanlige bopæl og arbejdsplads. I sådanne tilfælde påhviler der klageren et skærpet beviskrav for, at befordring har fundet sted i det påståede omfang, jf. SKM2004.162.HR og SKM2001.431.VLR.

Retten henviste til Ligningsloven § 9 C, stk. 1 og Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at transportvejen beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, medmindre geografiske forhold, tidsforbrug eller økonomisk rimelighed nødvendiggør brug af færge, rutefly eller lignende, jf. § 3. I så fald kan faktiske udgifter fratrækkes mod dokumentation, jf. § 4.

Landsskatteretten fandt, at da klageren rent faktisk havde befordret sig med fly på grund af de nævnte forhold (geografiske, tidsmæssige, økonomiske), kunne der ikke foretages fradrag efter kilometertaksterne. Klageren var derfor alene berettiget til fradrag for de faktiske udgifter til flytransport, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det blev ikke godtgjort, at klageren var berettiget til et større befordringsfradrag end de af SKAT godkendte 11.437 kr. Dette skyldtes det skærpede beviskrav for den ekstraordinært lange afstand og klagerens overnatningsmulighed nær arbejdspladsen. Det var ikke tilstrækkeligt at sandsynliggøre arbejdsdage; dokumentation for den enkelte befordring var påkrævet.

På grund af stemmelighed (retsformanden og et retsmedlem mod to retsmedlemmer, der ville godkende 31.297 kr. baseret på sandsynliggjorte rejser), var retsformandens stemme afgørende, og SKATs afgørelse blev stadfæstet.