Værnetingsklausul i søforsikring: Skadelidte er ikke bundet af aftale mellem forsikringsgiver og forsikringstager (Bruxelles I-forordningen)

Denne sag om præjudiciel forelæggelse fra Højesteret vedrører fortolkningen af kompetencereglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I-forordningen), specifikt vedrørende adgangen til direkte søgsmål for skadelidte i forsikringssager og gyldigheden af en værnetingsklausul over for denne tredjepart.

Sagen opstod efter at Assens Havn (Danmark) led skade på sit kajanlæg forårsaget af en slæbebåd, der var ansvarsforsikret hos Navigators Management (UK) Limited. Forsikringstageren (Skåne Entreprenad) gik konkurs.

Sagens kerne

Assens Havn anlagde sag direkte mod forsikringsselskabet Navigators Management ved en dansk ret i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, som giver skadelidte ret til direkte søgsmål i tilfælde af forsikringstagers konkurs.

Forsikringsaftalen mellem Navigators Management og Skåne Entreprenad indeholdt imidlertid en klausul om, at engelske domstole havde enekompetence. Det centrale spørgsmål for Højesteret var, om Assens Havn, som tredjepart og skadelidt, var bundet af denne værnetingsaftale, jf. artikel 13, nr. 5), sammenholdt med artikel 14, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001, som vedrører fravigelse af kompetenceregler for visse store risici (herunder søfartsansvar).

Assens Havn havde appelleret en dom fra Sø- og Handelsretten, som havde afvist sagen på grund af manglende værneting i Danmark med henvisning til, at værnetingsklausulen var bindende for skadelidte.

Domstolen konkluderede, at artikel 13, nr. 5), sammenholdt med artikel 14, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indgået mellem forsikringsgiveren og skadevolderen.

Domstolens begrundelse

Domstolen baserede sin afgørelse på beskyttelsesformålet med kompetencereglerne i forsikringssager, som er udformet for at beskytte den svageste part.

• Afdeling 3 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 etablerer en udtømmende ordning med særlige kompetenceregler for forsikringssager for at tilgodese den svage parts interesser.
• Artikel 11, stk. 2, gør de gunstige kompetenceregler (som retten på skadestedet, jf. artikel 10) anvendelige, når skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, hvis national ret giver hjemmel hertil.
• Artikel 13 indeholder en udtømmende opregning af tilfælde, hvor parterne kan fravige de beskyttende regler, og disse undtagelser skal fortolkes strengt.
• Domstolen fastslog, at en skadelidt, som er tredjepart, er endnu længere fra det kontraktforhold, hvori værnetingsklausulen indgår, end en forsikret begunstiget.