Skat på renter: Forbud mod fradrag for omkostninger for ikke-hjemmehørende finansielle institutioner krænker fri udveksling af tjenesteydelser (C-18/15)

En ugunstig skattemæssig behandling i strid med en grundlæggende frihed kan ikke anses for at være forenelig med EU-retten på grund af, at der eventuelt findes andre fordele (lavere skattesats).

Afvisning af begrundelser

Domstolen afviste de begrundelser, Portugal havde fremsat for at retfærdiggøre restriktionen:

• Afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen: En medlemsstat kan ikke kræve, at ikke-hjemmehørende behandles mindre gunstigt, når det gælder fradrag af omkostninger i den indkomst, der er skattepligtig i den pågældende stat.
• Forebyggelse af dobbelt fradrag/skattesvig: Portugal fremlagde ikke tilstrækkeligt bevis for, at gældende direktiver om gensidig bistand mellem medlemsstaterne (Dir. 77/799/EØF) ikke var tilstrækkelige til at undgå denne risiko.
• Effektiv skatteopkrævning: Denne begrundelse var ikke nødvendig for at sikre en effektiv opkrævning. Domstolen bemærkede, at den administrative byrde kunne undgås ved, at ikke-hjemmehørende gives mulighed for at gøre deres fradragsret gældende efter kildeskatten er indeholdt, f.eks. via en efterfølgende tilbagebetalingsordning.

Fastlæggelse af omkostninger

Det er op til den nationale domstol at fastslå, hvilke omkostninger der er direkte forbundet med finansvirksomheden i henhold til national ret. Imidlertid skal ikke-hjemmehørende gives mulighed for at fradrage omkostninger af samme art som dem, der indrømmes hjemmehørende. Domstolen præciserede:

• Gennemsnitlige rentesatser som EURIBOR eller LIBOR, der er blevet brugt som bevis for finansieringsomkostninger, kan kun tages i betragtning, hvis den nationale lovgivning tillader hjemmehørende finansielle institutioner at medregne sådanne satser ved beregningen af fradrag, da de ikke svarer til de faktisk afholdte omkostninger. Det afgørende er de faktiske, dokumenterede omkostninger.

Det centrale spørgsmål var, om artikel 49 EF er til hinder for en national lovgivning, der gør fradragsretten for erhvervsmæssige udgifter betinget af, at den skattepligtige godtgør, at vederlaget er forbundet med faktiske og oprigtige transaktioner, og at det ikke er større end normalen, når vederlaget betales til en skattepligtig i en anden medlemsstat, der ikke er pålagt indkomstskat eller er underlagt en mere fordelagtig skatteordning, mens en sådan betingelse ikke gælder for betalinger til skattepligtige i samme medlemsstat.

Parternes argumenter

• SIAT: Den belgiske lovgivning udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da den stiller strengere krav til fradrag for betalinger til tjenesteydere i andre medlemsstater.
• Den belgiske stat: Lovgivningen er begrundet i hensynet til at bekæmpe skattesvig og sikre en effektiv skattekontrol.

Domstolens vurdering

Domstolen fandt, at den belgiske lovgivning udgjorde en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. Selvom hensynet til at bekæmpe skattesvig og sikre en effektiv skattekontrol kan begrunde en restriktion, må denne ikke gå videre end nødvendigt. Domstolen bemærkede, at den belgiske lovgivning pålægger den skattepligtige en tungere bevisbyrde uden at kræve nogen indikation af skattesvig.