Medlemsstats kompetence til at forbyde bundberørende fiskeri i Natura 2000-områder i lyset af EU’s enekompetence under den fælles fiskeripolitik (FFP)

Domstolen skulle afgøre, om forbud mod visse fiskeredskaber i særlige bevaringsområder faldt ind under medlemsstatens beføjelser, eller om det krævede handling fra EU-niveau.

Domstolen fastslog, at artikel 11, stk. 1, i FFP-forordningen (1380/2013) skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat ensidigt vedtager de omhandlede foranstaltninger, da de påvirker fiskerfartøjer, som fører andre medlemsstaters flag.

Enekompetence og Miljøforpligtelser

• Unionen har enekompetence på området for bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik (FFP).
• Artikel 11, stk. 1, i FFP-forordningen giver kun medlemsstater beføjelse til ensidigt at vedtage bevarelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at opfylde deres miljøforpligtelser (herunder Habitatdirektivet 92/43/EØF), på betingelse af at foranstaltningerne ikke berører andre medlemsstaters fiskerfartøjer (præmis 33).
• Da det stod klart, at de tyske forbud ville have indvirkning på fartøjer under andre EU-landes flag, opfyldte foranstaltningerne ikke betingelserne i artikel 11, stk. 1, og kunne derfor ikke vedtages ensidigt af Tyskland.

Udelukkelse af Miljøansvarsdirektivet

Domstolen fastslog endvidere, at artikel 11, stk. 1, i forordning 1380/2013 ikke kan anvendes som hjemmel for foranstaltninger, der skal opfylde forpligtelser i henhold til direktiv 2004/35/EF (Miljøansvarsdirektivet).

"Da nævnte artikel 11, stk. 1, indfører en undtagelse til den i artikel 6 i forordning nr. 1380/2013 fastsatte generelle regel... skal bestemmelserne heri desuden fortolkes strengt."

Den liste over miljødirektiver, der henvises til i artikel 11, stk. 1, er udtømmende. Da direktiv 2004/35/EF ikke er nævnt, kan Tyskland ikke påberåbe sig dette direktiv til at retfærdiggøre ensidige foranstaltninger under FFP-rammen.

Tyskland erkendte, at den formelle udpegning af de 88 lokaliteter endnu ikke var afsluttet inden fristens udløb. Tyskland påberåbte sig dog, at den nationale forbundsnaturbeskyttelseslov (§§ 33 og 34) allerede ydede en lovbestemt, foreløbig beskyttelse af alle lokaliteter, og at dette i praksis opfyldte direktivets beskyttelsesformål. Endvidere bestred Tyskland Kommissionens krav om, at bevaringsmålsætningerne generelt skulle være kvantificerede, målelige og formelt sondre mellem 'genopretning' og 'opretholdelse'.