Beskatning af norsk lægevikarløn: Anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 26, stk. 2

Sagen omhandler en klagers skattepligtige indkomst fra arbejde som lægevikar i Norge i 2008. Klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 og omfattet af dansk social sikring. SKAT havde korrigeret klagerens skatteansættelse, idet indkomsten fra Norge blev anset for skattepligtig til Danmark i medfør af Den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 26, stk. 2, da Norge ikke havde beskattet indkomsten. Klageren skulle desuden betale arbejdsmarkedsbidrag af beløbet i henhold til Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, stk. 1, litra a.

Klageren gjorde gældende, at hun havde selvangivet korrekt efter de regler og den praksis, der var gældende i 2008, og at SKAT bagudrettet ændrede praksis. Det blev anført, at Skatteministeriet var bekendt med, at indkomst af den pågældende art hverken blev beskattet i Danmark eller Norge, grundet uenighed om fortolkningen af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 19 og 14.

Skatteankenævnet og Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. De henviste til dommene SKM2012.7.VLD og SKM2013.391.ØLD, som fastslog, at skattemyndighedernes tidligere manglende anvendelse af den subsidiære beskatningsret ikke udgjorde en fast administrativ praksis, der afskar dem fra at anvende bestemmelsen. En passivitet kunne ikke sidestilles med en positiv afgørelse, og lighedsgrundsætningen kunne ikke begrunde, at den subsidiære beskatningsret ikke kunne bringes i anvendelse. Derfor kunne Danmark beskatte indkomsten, da Norge ikke havde gjort det, og der var ikke tale om en ulovlig praksisændring.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at klagerens løn fra en norsk virksomhed var skattepligtig til Danmark. Afgørelsen byggede på følgende:

• SKAT havde med rette korrigeret klagerens skatteansættelse for indkomsten fra Norge med hjemmel i Den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 26, stk. 2.
• Retten henviste til dommene SKM2012.7.VLD og SKM2013.391.ØLD, som fastslog, at skattemyndighedernes tidligere manglende anvendelse af den subsidiære beskatningsret ikke udgjorde en fast administrativ praksis, der afskar dem fra at anvende bestemmelsen. En passivitet kan ikke sidestilles med en positiv afgørelse, og lighedsgrundsætningen kunne ikke begrunde, at den subsidiære beskatningsret ikke kunne bringes i anvendelse.
• Klageren havde ikke godtgjort, at skattemyndighederne ikke var berettiget til at benytte den subsidiære beskatningsret til at forhøje hendes indkomst.

Landsskatteretten fandt således, at Danmark kunne beskatte indkomsten, da Norge ikke havde beskattet den, og at der ikke var tale om en ulovlig praksisændring.