Landsskatteretten: Lægevikars skattesag annulleret på grund af forældelse

Sagen omhandlede en læge, der var bosiddende i England, og som i 2008 arbejdede som lægevikar i Danmark i en periode på fire måneder. SKAT anså ham for fuldt skattepligtig til Danmark i arbejdsperioden og forhøjede hans indkomst med honoraret fra vikariatet samt værdi af fri bolig. SKAT mente, at sagen kunne genoptages ekstraordinært, da de anså klageren for at have handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten.

Klageren gjorde gældende, at han var selvstændig erhvervsdrivende, skattemæssigt hjemmehørende i England, og at han havde handlet i god tro baseret på mundtlig vejledning fra SKAT. Han påstod derfor, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af forældelse, da han ikke havde handlet groft uagtsomt.

Landsskatteretten fandt, at klageren skulle betragtes som lønmodtager og var begrænset skattepligtig til Danmark af den optjente løn. Det afgørende i sagen var dog spørgsmålet om forældelse. Retten konkluderede, at klageren ikke havde handlet groft uagtsomt. Dette blev begrundet med, at vurderingen af, om han var lønmodtager eller selvstændig, ikke var entydig, og at han havde søgt vejledning hos SKAT. Da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 således ikke var opfyldt, blev SKATs forhøjelse annulleret som forældet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede først, om klageren skulle anses for lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Herefter blev spørgsmålet om skattepligt og til sidst forældelse behandlet.

Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende

Landsskatteretten fandt, at afgrænsningen skulle ske ud fra kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Retten lagde vægt på, at:

• Klageren ikke modtog honorar ved sygdom og selv skulle afholde udgifter til lovpligtige forsikringer.
• Omvendt afholdt vikarbureauet ([virksomhed2]) udgifter til rejse og ophold, fastsatte arbejdstiden og udbetalte et fast ugentligt vederlag.
• Klageren benyttede arbejdsstedets lokaler og personale uden betaling og havde ikke andre hvervgivere i perioden.
• Stillingen var en vikarstilling, som typisk varetages af lønmodtagere.

Efter en samlet vurdering konkluderede Landsskatteretten, at klageren skulle anses for lønmodtager, da han ikke bar en reel økonomisk risiko. Lønindkomsten var derfor skattepligtig efter Statsskatteloven § 4 for fuldt skattepligtige eller Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1 for begrænset skattepligtige.

Skattepligt og skattemæssigt hjemsted

Landsskatteretten vurderede, at klageren ikke blev fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Retten lagde til grund, at opholdet i den midlertidige bolig stillet til rådighed af vikarbureauet ikke var udtryk for en hensigt om at tage bopæl i Danmark. Klageren blev derfor anset for skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4.

Som følge heraf var klageren begrænset skattepligtig af lønindkomsten fra vikariatet. I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15 havde Danmark som kildeland beskatningsretten, da vederlaget blev betalt af en arbejdsgiver, der ikke var hjemmehørende i Storbritannien.

Ugyldighed på grund af forældelse

Landsskatteretten fastslog, at den ordinære frist for at ændre skatteansættelsen for 2008 udløb den 1. maj 2012, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. En ekstraordinær genoptagelse efter denne frist kræver, at den skattepligtige har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt ikke, at klageren havde handlet groft uagtsomt. Begrundelsen var:

• Vurderingen af, om klageren var lønmodtager eller selvstændig, beroede på et skøn, hvor resultatet ikke var entydigt.
• Klageren havde ifølge egne oplysninger, som SKAT ikke havde betvivlet, henvendt sig til SKAT forud for vikariatet og fået mundtlig vejledning om, at han ikke ville blive skattepligtig i Danmark ved ophold under 180 dage.

På denne baggrund konkluderede Landsskatteretten, at klageren højst havde handlet simpelt uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var derfor ikke opfyldt. SKATs afgørelse blev annulleret, da den var truffet efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist.