Landsskatteretten stadfæster afslag på ekstraordinær genoptagelse af moms og lønsumsafgift for rejsebureau

Sagen omhandler et erhvervsrejsebureaus anmodning om ekstraordinær genoptagelse af moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. oktober 2006 til 31. marts 2010. Selskabet, der formidler rejsetjenesteydelser i den rejsendes navn og for dennes regning, havde i den omhandlede periode anset sine formidlingsydelser for momsfrie og dermed lønsumsafgiftspligtige i overensstemmelse med dagældende praksis.

Efter offentliggørelsen af styresignal SKM2010.228.SKAT den 26. marts 2010, som fastslog, at sådanne formidlingsydelser er momspligtige, anmodede selskabet om tilbagebetaling af 6.042.782 kr. i moms og 320.756 kr. i lønsumsafgift. Selskabet opgjorde sit krav ved at frasortere kunder, der ville have haft fuld momsfradragsret, og modregnede kun salgsmoms for kunder med ingen eller delvis fradragsret. Selskabet argumenterede for, at staten ikke led et tab ved denne opgørelsesmetode, da statskassen i sidste ende ikke ville have opnået et momsprovenu fra kunder med fuld fradragsret.

SKATs afgørelse

SKAT afviste selskabets anmodning om genoptagelse. SKATs begrundelse var, at selskabet ikke havde godtgjort, at købsmoms og lønsumsafgift oversteg salgsmomsen for de omhandlede formidlingsydelser, opgjort efter fremtidig praksis. SKAT henviste til, at det er virksomhedens samlede afgiftstilsvar, der kan genoptages, og at dette skal opgøres i overensstemmelse med Momsloven § 56, stk. 1. SKAT anførte, at salgsmoms af alle formidlingsydelser skulle indgå i opgørelsen, uanset omfanget af købers fradragsret. SKAT henviste til Landsskatterettens kendelser af 5. november 2012 (j.nr. 12-0189672 og 12-0189804) og tidligere praksis (j.nr. 09-01189 og 08-00178), som bekræftede, at hele afgiftstilsvaret skal genoptages, og at lønsumsafgift ikke kan genoptages særskilt.

Selskabets argumenter

Selskabet fastholdt, at SKATs nægtelse af tilbagebetaling var i strid med de EU-retlige principper om effektivitet og proportionalitet. Selskabet fremhævede, at det havde opfyldt sine forpligtelser ved at rejse et nettokrav, der sikrede, at statskassen ikke led et tab. Selskabet argumenterede for, at SKATs krav om modregning af salgsmoms, hvor kunden ubestridt ville have haft fuld fradragsret, gik videre end formålet med at undgå tab for statskassen og dermed var i strid med proportionalitetsprincippet. Selskabet påpegede faktuelle forskelle til tidligere Landsskatteretsafgørelser, idet selskabet i modsætning til tidligere sager havde dokumenteret og modregnet salgsmoms for kunder uden fuld fradragsret. Endvidere anførte selskabet, at SKATs lange sagsbehandlingstid havde medført, at kundernes fradragsret for moms i mellemtiden var forældet, hvilket resulterede i en uberettiget afgiftsindtægt for SKAT. Vedrørende lønsumsafgiften gjorde selskabet gældende, at lønsumsafgiftspligten opstod som en konsekvens af momsfritagelsen, og da denne praksis var underkendt, bortfaldt grundlaget for lønsumsafgiften uanset spørgsmålet om genoptagelse af momstilsvaret. Selskabet henviste til Højesterets dom af 4. juni 2019 (sag 42571/2018) som støtte for særskilt genoptagelse af lønsumsafgift.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme selskabets anmodning om ekstraordinær genoptagelse af moms- og lønsumsafgiftstilsvaret for perioden 1. oktober 2006 til 31. marts 2010.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at den af selskabet påberåbte EU-domstols praksis og SKATs administrative praksis vedrører den omvendte situation, hvor sælgeren uberettiget har faktureret sine kunder med moms, og hvor de nationale myndigheders praksis efterfølgende underkendes. I denne sag skyldes selskabets tilbagebetalingskrav derimod, at SKATs praksis, hvorefter rejsebureauers formidlingsydelser blev anset for momsfritagne ydelser i henhold til dagældende Momsloven § 13, stk. 1, nr. 16, er underkendt. Selskabet havde således ikke opkrævet eller indbetalt moms til SKAT af de omhandlede ydelser, hvorfor den påberåbte EU-praksis ikke fandt anvendelse.

Det fremgår af Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1, at en afgiftspligtig kan anmode om at få ændret et afgiftstilsvar, hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt. Afgiftstilsvaret er i Momsloven § 56, stk. 1, defineret som forskellen mellem den udgående afgift (salgsmoms) og den indgående afgift (købsmoms).

Højesteret har ved dom af 14. februar 2018, offentliggjort som SKM2018.166.HR, taget stilling til, hvorvidt salgsmomsen skulle medregnes ved opgørelsen af afgiftstilsvaret. Højesteret fandt, at Momsloven § 37 og Momsloven § 38 ikke gav hjemmel til, at en skole kunne fradrage købsmomsen på varer og ydelser uden at der samtidig blev taget højde for en beregnet, ikke opkrævet salgsmoms for ydelserne.

Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet selskabets anmodning om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret, idet selskabet ikke havde opgjort tilbagebetalingskravet for moms i overensstemmelse med Momsloven § 56 for de omhandlede perioder, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten fandt ikke, at de af EU-domstolen anvendte principper om neutralitet, effektivitet og proportionalitet var til hinder for, at SKAT kunne stille krav om – som betingelse for tilbagebetaling – at tilbagebetalingskravet var opgjort på baggrund af selskabets samlede afgiftstilsvar i overensstemmelse med momslovens regler for de omhandlede perioder – dette uanset hvorvidt statskassen kunne lide et tab eller ej.

Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at der kunne ske særskilt genoptagelse af lønsumsafgiftstilsvaret. Der blev herved henset til, at der ikke var sket en ændring af lønsumsafgiftstilsvaret, når der ikke var sket genoptagelse af momstilsvaret i de omhandlende afgiftsperioder. Genoptagelsen af lønsumsafgiftstilsvaret kunne derfor ikke ske uafhængigt af genoptagelsen af momstilsvaret. Højesterets dom af 4. juni 2019 i sag 42571/2018, offentliggjort som SKM2019.300.HR, kunne ikke føre til et andet resultat, da Højesteret i dommen tog stilling til ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 2, og dermed ikke tog stilling til ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1, som i denne sag.