Nægtet fradrag for fakturaer fra ikke momsregistrerede underleverandører - manglende dokumentation - Statsskatteloven § 6

Sagen omhandlede et selskabs ret til fradrag for omkostninger til underleverandører i indkomståret 2011. Selskabet, der drev entreprisevirksomhed udelukkende med underleverandører, havde fået forhøjet sin skattepligtige indkomst med 4.717.280 kr. af SKAT, som nægtede fradrag for betaling af diverse fakturaer.

SKATs begrundelse for nægtelsen var, at fakturaerne var udstedt af selskaber ([virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS), der ikke var momsregistrerede, og hvoraf [virksomhed1] ApS desuden var under konkurs på betalingstidspunkterne. Betalingerne var sket kontant fra selskabets bankkonto via hævebilag og kvitteringer, men SKAT mente, at der manglede et transaktionsspor, der kunne dokumentere, at de to selskaber faktisk havde modtaget beløbene. SKAT henviste til, at selskabet ikke havde dokumenteret, at arbejderne var udført, eller at beløbene var betalt med frigørende virkning, og at der var interessesammenfald mellem selskabets direktør og [virksomhed2] ApS. SKAT anførte, at fakturaerne alene skulle tjene som dokumentation for sort arbejde udført af andre, og nægtede fradrag med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Selskabet påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. og gjorde gældende, at omkostningerne var fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og købsmomsen fradragsberettiget efter Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 37, stk. 2. Selskabet fremlagde omfattende dokumentation, herunder beskrivelser af udførte arbejder på flere ejendomme, før/efter billeder, tilstandsrapporter, indkøbsfakturaer for materialer (som SKAT havde godkendt fradrag for), samt erklæringer fra uafhængige tredjeparter (som [virksomhed6] A/S, [virksomhed8] og [finans2]), der havde godkendt arbejdernes fremdrift og betalt selskabet for ydelserne. Selskabet argumenterede for, at det var åbenbart, at de udførte arbejder krævede både materialer og mandetimer, og at SKATs nægtelse af fradrag for mandetimer var urealistisk. Selskabet afviste desuden påstanden om personsammenfald og skærpet bevisbyrde, idet de to underleverandører blev anset for uafhængige tredjemænd. Selskabet fremhævede, at den samlede opgørelse af fremmed arbejde i det væsentlige stemte overens med de kontante udbetalinger fra selskabets konto, hvilket sandsynliggjorde afholdelsen af omkostningerne. Selskabet anførte, at underleverandørernes manglende momsregistrering var uden betydning for selskabets fradragsret, da selskabet ikke havde pligt til at kontrollere dette.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages. Det blev understreget, at der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, og at bevisbyrden for fradragsberettigede udgifter påhviler skatteyderen.

Landsskatteretten fandt, at:

• De omhandlede fakturaer, der inkluderede moms, var udstedt af selskaber ([virksomhed2] ApS og [virksomhed1] ApS), som ikke var momsregistrerede. [virksomhed1] ApS var desuden under konkurs på udstedelsestidspunkterne.
• Betalingerne var sket kontant, og der var ikke fremlagt tilstrækkelig sikker dokumentation for, at det rent faktisk var disse selskaber, der havde modtaget pengene.
• En række fakturaer fra [virksomhed2] ApS manglede specifikke beskrivelser af de udførte arbejder.

På baggrund af den foreliggende dokumentation anså Landsskatteretten det ikke for tilstrækkeligt bevist, at der forelå driftsudgifter for selskabet, som kunne fratrækkes efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da udgifterne ikke kunne relateres til selskabets drift med tilstrækkelig sikkerhed.

Landsskatteretten tog ikke stilling til spørgsmålet om maskeret udlodning, da den påklagede afgørelse udelukkende vedrørte nægtelse af skatte- og momsfradrag for selskabet og ikke de skattemæssige forhold for selskabets ejere/ledelse.

SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.