Skønsmæssig forhøjelse af indkomst og kapitalafkastordning

Sagen omhandlede skønsmæssige forhøjelser af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007 og 2008, samt spørgsmålet om maskeret udlodning og anvendelse af kapitalafkastordningen. Klageren drev selvstændig virksomhed med autoreparation, køb og salg af biler, samt udlejning af en ejendom. SKAT havde oprindeligt forhøjet klagerens overskud af virksomhed baseret på en række uidentificerede indsætninger og hævninger på en fælles bankkonto, som klageren delte med sin samlever. SKAT anså differencen for ubeskattet indkomst og fordelte den ligeligt mellem klageren og samleveren.

SKATs forhøjelser var oprindeligt:

Klageren anførte, at de uidentificerede beløb enten vedrørte udlæg for ejendomsselskaber, hvor klageren var hovedaktionær, eller indløsning af checks for bekendte. Klageren hævdede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget, og at hele resultatet af aktiviteterne skulle beskattes hos klageren alene, da samleveren ikke havde deltaget i virksomheden. Klageren påpegede også, at en del bilagsmateriale var gået tabt som følge af oversvømmelse og ildebrand.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet havde forhøjet den skattemæssige ansættelse skønsmæssigt for 2007 med 1.916.839 kr. og for 2008 med 2.142.813 kr. Nævnet tilsidesatte regnskabsgrundlaget på grund af manglende dokumentation for indsætninger og hævninger på den fælles bankkonto, samt manglende kapitalforklaring. Nævnet fandt, at der skulle stilles strenge krav til bevisbyrden for pengebevægelser mellem interesseforbundne parter, og at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at indsætningerne vedrørte udlæg for ejendomsselskaberne. En del af beløbene blev dog godkendt som maskeret udlodning, jf. Ligningsloven § 16, i stedet for virksomhedsindkomst, jf. Statsskatteloven § 4.

Nævnet fastholdt, at samleveren skulle beskattes af en del af de uidentificerede indsætninger, da kontoen var fælles, og samleveren havde haft bestyrelsesposter i klagerens selskaber. Nævnet havde dog frafaldet beskatningen af visse indsætninger efter yderligere dokumentation.

Klagerens påstand

Klageren påstod den skønsmæssige ansættelse nedsat til det selvangivne beløb med tillæg af 60.000 kr. for 2007 og til det selvangivne beløb for 2008. Klageren ønskede desuden anerkendelse af, at regnskabsgrundlaget ikke kunne tilsidesættes, og at kapitalafkastordningen kunne anvendes. Klageren fastholdt, at han var eneejer af aktiviteterne, og at samleveren ikke skulle beskattes af nogen del af indkomsten. Klageren henviste til, at han havde anvendt sin private kassekredit til ejendomsselskabernes drift, da selskabernes bank havde lukket for deres kassekredit. Klageren gjorde endvidere gældende, at såfremt Landsskatteretten fandt grundlag for yderligere forhøjelse, skulle der gives et skønsmæssigt fradrag svarende til 25 % af omsætningen til dækning af omkostninger, med henvisning til en byretsdom (SKM2012.458.BR).

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvist, at afgørelsen alene omfattede de af skatteankenævnet godkendte skønsmæssige forhøjelser for 2007 på 1.916.839 kr. og for 2008 på 2.142.813 kr.

Retten lagde til grund, at klageren i 2007 og 2008 havde modtaget beløb, som ikke i det hele havde kunnet dokumenteres eller sandsynliggøres, og som ikke var opgivet til SKAT. SKAT var derfor berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser af de skattepligtige indkomster, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3.

Det følger af fast retspraksis, at en skønsmæssig ansættelse kun kan tilsidesættes, hvis den skattepligtige godtgør, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat. Retten fandt ikke dette godtgjort alene ved klagerens egen forklaring uden samtidig dokumentation eller sandsynliggørelse. Afgørelsen var i vidt omfang baseret på oplysninger om bankoverførsler og klagerens egne oplysninger.

For så vidt angår henførslen af 50 % af den skønsmæssige forhøjelse vedrørende de ikke identificerede bankindsættelser til klagerens samlever, bemærkede retten, at da de omhandlede indsættelser var sket på den fælles bankkonto, og da der ikke var ført fornødent bevis for, at samleveren alene skulle anses som ejer af en mindre del af de skønnede 50 %, var der en formodning om ligedeling. At ingen del af forhøjelsen for 2006 efter en konkret vurdering var henført til samleveren, kunne ikke medføre et andet resultat.

Retten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse, dog med den ændring, at den til klageren henførte del af forhøjelsen for 2008 androg 2.200.564 kr. Dette skyldtes en justering af de ikke identificerede indsætninger og fradrag for beløb, som nævnet havde frafaldet beskatningen af. Den endelige opgørelse for 2008 var som følger:

Landsskatteretten fandt, at klageren, da han driver selvstændig virksomhed, og der ikke ved anvendelse af kapitalafkastordningen er regnskabsmæssige krav til regnskabet, jf. Virksomhedsskatteloven § 22a, stk. 1, ikke kunne nægtes anvendelsen af denne ordning. Landsskatteretten ændrede derfor skatteankenævnets afgørelse for så vidt angår anvendelsen af kapitalafkastordningen.