Grænsehandel med campingvogne: Salg via tysk partner anset for momspligtigt i Danmark

Landsskatteretten vurderede, at den tyske samarbejdspartner reelt kun fungerede som et uselvstændigt mellemled. Samarbejdspartnerens rolle var begrænset til at håndtere den formelle udlevering af vognen og modtagelse af betaling mod et fast honorar på 1.500 kr. pr. vogn.

Da den momsmæssige levering, jf. momslovens § 4, stk. 1, fandt sted, mens campingvognen befandt sig i Danmark, konkluderede retten, at selskabet var forpligtet til at betale dansk salgsmoms af salget.

Selskabets argument om, at det havde fulgt retningslinjerne fra et tidligere bindende svar (SKM2006.530.SR), blev afvist. Retten fastslog, at selskabet ikke reelt havde efterlevet betingelserne, da købsaftalen ikke blev indgået direkte med den tyske partner. Retningslinjerne skulle desuden forstås i lyset af de generelle momsretlige regler, jf. SKM2013.850.VLR.

Landsskatteretten tog til efterretning, at SKAT efterfølgende selv havde ændret beregningen af momsbeløbet. Den oprindelige forhøjelse var baseret på en momssats på 25 % af salgsprisen, men blev nedsat til 20 % af salgsprisen i overensstemmelse med momslovens § 27, stk. 1 og § 33. Det skyldige momsbeløb blev således nedsat fra 174.596 kr. til 139.677 kr.

SKATs primære argument var, at den bindende salgsaftale mellem selskabet og den danske kunde reelt blev indgået i Danmark, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et uselvstændigt mellemled, hvis formål var at opnå momsbesparelser for den danske kunde. SKAT henviste til Højesterets dom i Jet-Trade-sagen (SKM2010.396.HR) og principperne om realitetsbetragtning, hvor leveringsbegrebet i Momsloven § 4, stk. 1 fortolkes som overdragelse af retten til som ejer at råde over en vare. Da råderetten overgik til den danske kunde i Danmark, var leveringsstedet Danmark, jf. Momsloven § 14, nr. 2.

SKAT anførte, at selskabet ikke havde overholdt de 9 betingelser for grænsehandel i SKM2006.530.SR, især vedrørende den tyske partners forretningssted og den direkte aftaleindgåelse. SKAT afviste også selskabets argument om berettigede forventninger, da selskabet ikke havde modtaget en klar, entydig og positiv tilkendegivelse fra SKAT, som de havde indrettet sig i tillid til. Endvidere afviste SKAT, at reglerne om fjernsalg i Momsloven § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt. kunne anvendes, da køberen var en dansk privatperson, og arrangementet blev anset for kunstigt tilrettelagt for at unddrage sig dansk moms, hvilket stred mod formålet med EU-retten, jf. C-255/02 Halifax.

Selskabet fastholdt, at de havde overholdt de 9 retningslinjer i SKM2006.530.SR, som skulle fortolkes i lyset af den daværende liberale praksis og udtalelser fra skatteministre. De argumenterede, at den danske kunde ikke opnåede råderet over campingvognen i Danmark, da kunden ikke kunne pantsætte, udleje eller sælge vognen. Selskabet fremhævede, at den tyske partner bar den økonomiske risiko og havde etableret et reelt forretningssted i Tyskland, der også solgte til tyske kunder. Subsidiært gjorde selskabet gældende, at hvis Landsskatteretten fandt, at råderetten overgik til den danske kunde i Danmark, skulle transaktionen kvalificeres som fjernsalg, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt. og Momssystemdirektivets artikel 33. Dette ville betyde, at selskabet skulle have været momsregistreret i Tyskland og afregnet tysk moms, hvilket var et mellemværende med de tyske myndigheder, ikke de danske. Selskabet anførte, at anvendelse af fjernsalgsreglerne ikke kunne tilsidesættes ud fra en misbrugsbetragtning, da formålet med momsbeskatning i ét land ville være opfyldt, og selskabet ikke kunstigt havde skabt betingelserne for fjernsalg, men Landsskatteretten havde fastlagt dem via realitetsbetragtningen.

SKATs opgørelse af kravet var baseret på 25 pct. moms af den opgjorte omsætning, men blev senere ændret til 20 pct. af salgsbeløbet, i alt 2.052.723 kr., jf. SKM2014.783.SKAT.