Beskatning af ikke-selvangivet udenlandsk indkomst - Projekt Money Transfer

Sagen omhandler beskatning af ikke-selvangivet udenlandsk indkomst for indkomstårene 2006-2009 i forbindelse med SKATs Projekt Money Transfer. Klageren, en finsk statsborger bosiddende i Danmark indtil august 2009, havde modtaget betydelige pengeoverførsler fra udenlandske selskaber til danske bankkonti, som ikke fuldt ud var selvangivet som indkomst.

SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst for de pågældende år baseret på de modtagne bankoplysninger. Klageren havde selvangivet en del udenlandsk indkomst, men der var en betydelig difference til de overførte beløb. Klageren gjorde gældende, at beløbene udgjorde a conto indbetalinger og refusion af udgifter fra selvstændig erhvervsvirksomhed som international broker, men fremlagde kun en foreløbig skønnet opgørelse uden underbyggende dokumentation.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse for 2007, 2008 og 2009 og nedsatte forhøjelsen for 2006 med 30.000 kr. Nævnet fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive hele den udenlandske indkomst. Vedrørende fristerne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, fastslog nævnet, at kundskabstidspunktet for SKAT først indtrådte, da de fik kendskab til, at de modtagne beløb vedrørte skattepligtig indkomst, eller da fristen for klageren til at dokumentere indtægter og udgifter udløb. SKATs varsel og afgørelse blev derfor anset for rettidig.

Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at en del af beløbene var refusion af udgifter, da der ikke var fremsendt regnskaber, fakturaer eller grundbilag. Klageren var heller ikke registreret som selvstændig erhvervsdrivende. Endvidere afviste nævnet påstanden om, at SKAT skulle have oplyst om forbuddet mod selvinkriminering i Retssikkerhedsloven § 10, da der ikke forelå en konkret mistanke om strafbart forhold på tidspunktet for anmodningen om oplysninger. SKATs kontrolbeføjelser blev anset for at være i overensstemmelse med gældende lovgivning og god forvaltningsskik, da klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i de relevante indkomstår og dermed havde selvangivelsespligt i henhold til Skattekontrolloven § 1.

Klagerens påstande

Klageren gjorde primært gældende, at SKATs afgørelser for 2006, 2007 og 2009 var ugyldige på grund af forældelse, idet SKAT allerede i august 2010 havde tilstrækkeligt materiale til at foretage en ændring i ansættelsen. Det blev anført, at kundskabstidspunktet i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 skulle fortolkes objektivt som det tidspunkt, hvor SKAT modtog de relevante data, uanset SKATs interne sagsbehandlingstid. Klageren mente, at SKATs langsommelighed ikke kunne lægges ham til last. Subsidiært blev det anført, at forhøjelserne skulle nedsættes til 0 kr. Klageren fastholdt også, at SKAT skulle have oplyst om retten til ikke at inkriminere sig selv i henhold til Retssikkerhedsloven § 10, og at SKAT ikke havde hjemmel til at indhente oplysninger efter klagerens udrejse fra Danmark.

Oversigt over forhøjelser og klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i de påklagede indkomstår (2006-2009) og dermed omfattet af selvangivelsespligten i Skattekontrolloven § 1. SKAT havde derfor stedlig kompetence til at kontrollere de selvangivne oplysninger.

Retten var enig i Skatteankenævnets vurdering af kundskabstidspunktet i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt.. De rådata, SKAT modtog fra bankerne, kunne ikke umiddelbart lægges til grund for skatteansættelsen, da beløbene kunne være ikke-skattepligtige, afgiftspligtige eller allerede beskattede i udlandet. Varsel om ændring af skatteansættelsen for 2006 og 2007 blev derfor anset for rettidigt fremsendt, og der forelå ingen formelle mangler, der kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

Klagerens påstand om, at de modtagne beløb stammede fra erhvervsmæssig virksomhed og allerede var indeholdt i den selvangivne udenlandske indkomst, blev ikke anerkendt. Dette skyldtes manglende dokumentation i form af objektive bilag eller anden sandsynliggørelse. Det var derfor med rette, at SKAT forhøjede den skattepligtige indkomst med differencen mellem den selvangivne udenlandske indkomst og de samlede indsættelser på de danske konti.

Endelig bemærkede Landsskatteretten, at SKATs indkaldelse af oplysninger og dokumenter skete som led i skatteansættelsen på et tidspunkt, hvor der ikke forelå konkret mistanke om et strafbart forhold. SKATs indhentelse af oplysninger var derfor ikke omfattet af forbuddet mod selvinkriminering i Retssikkerhedsloven § 10. Landsskatteretten undlod at imødekomme begæringen om retsmøde i henhold til Skatteforvaltningsloven § 44, stk. 3, da sagen blev anset for tilstrækkeligt oplyst.