Afgørelse om familieplejers omfattet af arbejdsskadesikringsloven

En familieplejer anmeldte en psykisk lidelse som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen afslog at anerkende skaden med den begrundelse, at familieplejeren ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Sagen drejede sig primært om, hvorvidt der forelå et ansættelsesforhold mellem familieplejeren og kommunen, eller om familieplejeren skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Familieplejeren, repræsenteret af sit forbund og en advokat, argumenterede for, at der var tale om et tjenesteforhold. Dette blev underbygget af, at kommunen udbetalte A-indkomst og feriepenge, dækkede udgifter til plejebarnet, og havde en vis instruktionsbeføjelse samt førte tilsyn med plejeforholdet. Det blev også fremhævet, at familieplejere tidligere var anerkendt under loven, og at lovens ordlyd i hovedsagen havde været den samme siden 1978.

Erhvervssygdomsudvalget havde tidligere vurderet, at familieplejeren havde en uspecificeret belastningsreaktion, der overvejende var forårsaget af arbejdets særlige art, samt en depressiv enkeltepisode, men var ikke enige om en posttraumatisk belastningsreaktion.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og fastslog, at familieplejeren var omfattet af personkredsen i Arbejdsskadesikringsloven § 2. Ankestyrelsen vurderede, at der forelå et ansættelsesforhold (tjenesteforhold) mellem familieplejeren og kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende forhold:

• Kommunen aflønnede arbejdet som A-indkomst, og familieplejeren optjente feriepenge.
• Kommunen dækkede udgifter til plejebarnet, hvilket betød, at familieplejeren ikke havde påtaget sig en økonomisk risiko.
• Kommunen havde en instruktionsbeføjelse og førte tilsyn med plejeforholdet.

Spørgsmålet om anerkendelse af den psykiske lidelse som en erhvervssygdom blev hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen for fornyet behandling, da den oprindelige afgørelse var baseret på en forkert vurdering af personkredsen.