Afslag på anerkendelse af kronisk lænderygsygdom grundet utilstrækkeligt løftearbejde

Tre tilskadekomne anmeldte kroniske lænderygsygdomme, herunder polyarthrose og degenerative forandringer, som erhvervssygdomme. Alle sager omhandlede langvarigt, fysisk krævende arbejde med tunge løft og håndtering af materialer.

I den første sag arbejdede en borger som murerarbejdsmand fra 1986 til 2004. Han håndterede dagligt 6-8 tons sten, mørtel og stilladser, ofte uden tekniske hjælpemidler og med løft op ad stiger. Han anmeldte polyarthrose og følger efter diskusprolaps. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe B.1.a og b.

Den anden sag vedrørte en borger, der fra 1964 til 2005 arbejdede som tømrer/snedker. Han udførte tunge enkeltløft af vinduer, døre og huselementer på 50-100 kg eller mere, og den daglige løftemængde var opgjort til ca. 2,2 tons. Han anmeldte kroniske lænderygsmerter med degenerative forandringer. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe B.1.a.

I den tredje sag arbejdede en borger som svejser i perioder fra 1986 til 2000 med produktion af armeringsnet. Han løftede armeringsjern manuelt i foroverbøjet stilling, og den daglige håndtering var på ca. 0,65-0,95 tons. Rygsymptomerne debuterede i slutningen af 1980'erne med akut lændehold, der recidiverede flere gange årligt. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe B.1.a og b.

Ankestyrelsen stadfæstede i alle tre sager Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af kronisk lænderygsygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe B.1.a og b. Afgørelserne blev truffet i henhold til Lov om arbejdsskadesikring § 5 og Lov om arbejdsskadesikring § 7.

Begrundelse for afslag

Ankestyrelsen fandt, at ingen af de tilskadekomne opfyldte de specifikke krav til løftearbejdets omfang og karakter, som er nødvendige for anerkendelse af lænderygsygdomme som erhvervssygdomme:

• I den første sag opfyldte borgeren ikke kravene til den samlede daglige løftemængde på 6-8 tons eller vægten af den enkelte genstand. Der var ikke grundlag for reduktion i kravene, da der ikke var tale om særlige belastningsforhold eller ekstremt tunge enkeltløft.
• I den anden sag opfyldte borgeren ikke kravene til den samlede daglige løftemængde på ca. 2,2 tons. Der var ikke grundlag for reduktion i kravene, da der ikke havde været tale om særlige eller ekstreme belastningsforhold.
• I den tredje sag fandt Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde været udsat for løftearbejde i tilstrækkeligt omfang, idet den daglige håndtering var på ca. 0,65-0,95 tons.

I alle tre sager fandt Ankestyrelsen det udsigtsløst at forelægge sagerne for Erhvervssygdomsudvalget, da de ikke opfyldte de gældende kriterier for anerkendelse.