Momsfradrag for landbrug og taxametertilskud til forsorgshjem

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse og besvarer spørgsmål 1 med "Ja" og spørgsmål 2 med "Nej".

Spørgsmål 1: Fuldt momsfradrag for landbrug

Skatterådet bekræfter, at Spørger har ret til fuldt momsfradrag for udgifter, der udelukkende relaterer sig til landbrugsaktiviteten, i henhold til Momsloven § 37, stk. 1.

Begrundelsen er, at landbrugsvirksomheden betragtes som en særskilt, momspligtig aktivitet, der fører særskilt bogføring. Da udgifterne er direkte henførbare til produktionen af momspligtige varer (salg af landbrugsprodukter, pil, brænde), skal der indrømmes fuld fradragsret. Det forhold, at beboerne på forsorgshjemmet har mulighed for at arbejde i landbruget mod løn, ændrer ikke på, at udgifterne er knyttet til den momspligtige omsætning, hvilket er i overensstemmelse med praksis, jf. SKM2004.56.LSR.

Spørgsmål 2: Kommunale tilskud og fradragsbrøken

Skatterådet kan ikke bekræfte, at de kommunale tilskud skal udelukkes fra beregningen af delvist momsfradrag efter Momsloven § 38, stk. 1.

De tilskud, som spørger modtager fra kommunen, skal efter en ændret praksis anses for at være vederlag for de momsfrie sociale ydelser, Spørger leverer, og skal derfor medregnes som momsfri omsætning i fradragsbrøken.

Denne ændring skyldes EU-Domstolens dom i sag C-151/13, Le Rayon d'Or SARL, som underkendte den hidtidige danske praksis for taxametertilskud, der tidligere blev anset for at falde uden for momslovens anvendelsesområde (jf. SKM2003.43.LSR). Praksisændringen trådte i kraft den 1. januar 2017 (SKM2016.245.SKAT).

SKAT vurderer, at de kommunale tilskud til Spørger, som ydes efter et taxameterprincip baseret på omkostninger, opfylder betingelserne i Momsloven § 27, stk. 1 for at være direkte forbundet med prisen på leverancerne.

De afgørende punkter, der peger på, at tilskuddet er vederlag for en ydelse, er:

• Tilskuddet ydes efter fastsatte kriterier (taxameterprincip) baseret på gennemsnitsomkostninger og -indtægter.
• Tilskuddet muliggør, at Spørger kan levere momsfrie sociale ydelser til borgerne uden vederlag fra borgerne selv.
• Ligesom i Le Rayon d'Or-dommen, tillægges det ikke betydning, at ydelserne ikke er individuelt specificeret eller at tilskuddet betales som et fast beløb.

Konklusionen er, at tilskuddene udgør momsfri omsætning (da de vedrører social forsorg, Momsloven § 13, stk. 1, nr. 2), og de skal indgå i beregningen af den delvise fradragsret i henhold til Momsloven § 38, stk. 1.

SKAT afviste at medregne takstbetalingerne og elevernes husleje som private indtægter, idet de anså dem for at være "tilsvarende tilskud fra staten" eller beløb modtaget fra offentlige institutioner i henhold til Bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger m.v. § 2. Dette reducerede egenfinansieringsgraden til 0,71 %.

SKATs og Klagerens Opgørelse af Egenfinansieringsgraden

Klagerens Argumenter

Repræsentanten for landbrugsskolen argumenterede for, at de omhandlede indtægter skulle medregnes som private indtægter. Hovedargumenterne var:

• Ikke tilskud fra staten: Betalingerne kom fra kommuner, ikke staten, og var reelle betalinger for konkrete ydelser, ikke tilskud. De kunne ikke sidestilles med taxametertilskud, som er en fordeling af bloktilskud.
• Sondring mellem tilskud og leverance: Der skulle skelnes mellem tilskud (støtte) og betaling for en leverance. Med henvisning til praksis under Momsloven § 27, stk. 1 blev det anført, at beløb modtaget som betaling for en konkret leverance ikke er et tilskud. Ydelserne blev leveret i fuld konkurrence med andre institutioner.
• Tidligere praksis: SKAT havde godkendt skolens ansøgning for 2013 efter samme beregningsmetode. Der blev henvist til en Landsskatteretskendelse af 17. december 2014 (LSR 14-0087810), som ifølge klageren fastslog, at en kommunes betaling for ydelser i henhold til Serviceloven ikke skulle anses som et tilskud, men som betaling for en momsfri undervisningsydelse omfattet af Momsloven § 13, stk. 1, nr. 3.
• Formål med ordningen: Formålet med momskompensationsordningen var at tilskynde velgørende foreninger til at øge egenfinansieringsgraden og søge mindst mulig offentlig støtte. En fortolkning, der straffer handel med offentlige myndigheder, ville stride mod dette formål.

SKATs Modargumenter

SKAT fastholdt sin afgørelse med følgende argumenter:

• Uden for momssystemet: Momskompensationsordningen er en tilskudsordning uden for momssystemet, og derfor skal der ikke foretages en momsretlig vurdering af, om der er tale om levering mod vederlag eller tilskud. Det afgørende er, hvorfra beløbet kommer – offentlig eller privat.
• Bekendtgørelsens ordlyd: Bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger m.v. § 2 blev ændret med virkning for 2014, så private indtægter ikke længere omfatter beløb modtaget som betaling for ydelser, hvortil der gives taxametertilskud eller tilsvarende tilskud fra staten.
• Landsretsdom: SKAT henviste til Vestre Landsrets dom af 27. maj 2016 (SKM2016.546.VLR), som gav Skatteministeriet medhold i, at statslig elevstøtte ikke kunne medregnes som private indtægter. SKAT bemærkede, at den del af LSR 14-0087810 vedrørende kommunal betaling for specialundervisning, som klageren henviste til, ikke var en del af landsretssagen, da efterskolen havde taget bekræftende til genmæle over for denne del.