Afgørelse om refusion af skat for stenfiskerfartøj – begrænset fart og søtransportaktiviteter

Sagen omhandler et selskabs anmodning om refusion af skat for fartøjet "[x1]" for august 2012, et beløb på 210.474 kr., i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10. SKAT havde afvist anmodningen med den begrundelse, at fartøjets aktiviteter i og omkring [by1] Havn udgjorde "sejlads i begrænset fart", hvilket medførte, at søtransportaktiviteterne for måneden var under 50% af driftstiden.

Fartøjet "[x1]" var i den pågældende periode beskæftiget med transport af sten og gravning til en ny mole. SKAT klassificerede dette arbejde som "begrænset fart" med henvisning til Sømandsbeskatningsloven § 2 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, som definerer aktiviteter i og omkring havne som begrænset fart, der ikke kan anses for søtransport i relation til refusionsreglerne. SKAT opgjorde søtransportaktiviteterne til 15,58% for august måned.

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant påstod principalt, at selskabet var berettiget til refusion. De argumenterede for, at der ikke er hjemmel i Sømandsbeskatningsloven § 10 til at inddrage "begrænset fart" i vurderingen af refusionsadgangen. De henviste til, at loven og grundloven ikke giver Skatteministeriet adgang til at indfortolke yderligere betingelser. Refusionsordningen blev indført for at tilpasse sig EU-Kommissionens retningslinjer, som primært fokuserer på, at søtransportaktiviteter skal overstige 50% af driftstiden, og at aktiviteter fortrinsvis udført i havne ikke er omfattet af støtten. Klageren mente, at bekendtgørelsens inddragelse af "begrænset fart" i refusionsvurderingen manglede lovhjemmel, da bekendtgørelser er underlagt love, især inden for skatteretten.

Subsidiært påstod selskabet, at fartøjet ikke var omfattet af "begrænset fart" i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 2. De anførte, at lovens ordlyd og formål udelukker skibe fra refusionsordningen, hvis de væsentligst sejler på danske fjorde eller anvendes i stationær virksomhed. Da fartøjet generelt opererer i hele Nordeuropa og dets drift på årsbasis i væsentligt omfang består af søtransport, burde enkelte opgaver i havne eller fjorde ikke ændre dets klassifikation. Dette, mente de, harmonerede med EU-retningslinjernes formål om at støtte fartøjer udsat for international konkurrence.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og afviste selskabets anmodning om refusion af skat for august 2012.

Retten lagde til grund, at Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2 og 3 fastsætter betingelser for refusion for stenfiskerfartøjer, herunder krav om egne fremdrivningsmidler, eget lastrum og udførelse af søtransportaktiviteter i mindst 50% af driftstiden.

Landsskatteretten henviste til Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, som definerer "begrænset fart" som sejlads på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, samt anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart. Det blev fremhævet, at Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2 udtrykkeligt fastslår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer er omfattet af reglerne om begrænset fart.

Retten fandt, at Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2 er afgørende, idet den fastslår, at virksomhed inden for området for begrænset fart ikke anses som søtransport ved anvendelse af Sømandsbeskatningsloven § 10. Dette understøttes af Danmarks oplysninger til EU-Kommissionen (jf. 2009/380/EF), hvoraf det fremgår, at virksomhed i "begrænset fart", herunder udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller fjorde, altid falder uden for de danske statsstøtteordninger.

Landsskatteretten konkluderede, at de udførte arbejdsopgaver i august 2012 med rette blev henført til virksomhed i begrænset fart.

Vedrørende den subsidiære påstand om, at fartøjet ikke er omfattet af begrænset fart, henviste retten til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, der fastslår, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og at fartøjets registreringsforhold ikke i sig selv er afgørende. Endvidere fremgår det af Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 11, at rederier kan vælge mellem måneds- eller årsbasis for opgørelsen, og at 50%-kravet skal være opfyldt for den konkrete periode (måneden i dette tilfælde).

Landsskatteretten fandt, at det er det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode, der skal lægges til grund ved vurderingen, og ikke den generelle virksomheds arbejde. Da rederiets skib "[x1]" havde foretaget søtransportaktivitet under 50% af driftstiden i august 2012, var selskabet ikke berettiget til refusion.