Afgørelse om registrering efter Elafgiftsloven for køleanlæg på køletrailere

Sagen omhandlede en virksomheds anmodning om registrering efter Elafgiftsloven § 2, stk. 2 og CO2-afgiftsloven § 3, stk. 1, litra 3 for elektricitet fremstillet i køleanlæg på virksomhedens køletrailere. Virksomheden, der specialiserer sig i temperaturreguleret logistik af fødevarer, anvender Vector 1850 MT køleanlæg, som drives af en særskilt dieselmotor, uafhængigt af lastbilens motor. Disse anlæg er fastmonteret på køletrailere og kan også kobles til en fast strømkilde, når de ikke er i transport.

SKAT afviste anmodningen om registrering og dermed efterangivelser på afgift af el og CO2-afgift/energispareafgift samt godtgørelse af mineralolieafgift og CO2-afgift af mineralolie. SKATs begrundelse var, at køleanlæggene ikke blev anset for stationære anlæg i relation til Elafgiftsloven § 2, stk. 2. Motoren i køleanlægget blev anset for en integreret del, hvis eneste formål var at generere strøm til køleanlægget, og et sådant forbrug var ikke godtgørelsesberettiget i medfør af Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 2, 2. pkt.. SKAT henviste til SKM.2012.80.BR og afviste relevansen af SKM.2001.598.LSR og TfS1998.468 ØLD.

Virksomheden påstod, at elgeneratoren i køleanlægget var et stationært anlæg, da den udelukkende forsynede køleanlægget med elektricitet og var den eneste energikilde til kølesystemet. Det blev fremført, at det var uden betydning, at selve kølerummet var mobilt, da formålet var det samme som for stationære kølerum. Virksomheden argumenterede for, at Elafgiftsloven § 2, stk. 2 skulle fortolkes bredt i lyset af energibeskatningsdirektivet (Direktiv 2003/96/EF), og at muligheden for registrering var en rettighed for momsregistrerede virksomheder. Der blev henvist til TfS 1998.468 ØLD og TfS 1998.525, som ifølge virksomheden sidestillede små og store elproducenter, herunder generatorer på lastbiler til køleaggregater. Virksomheden mente, at sagen ikke var sammenlignelig med SKM2013.376.SR og argumenterede for ret til retroaktiv registrering fra 1. december 2008.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at generatoranlæggene ikke kunne anses for stationære anlæg i elafgiftslovens forstand, hverken ud fra lovens ordlyd eller forarbejderne. Retten fandt heller ikke, at dette var i strid med energibeskatningsdirektivet, specifikt artikel 21, stk. 5, som giver medlemsstaterne mulighed for at fritage mindre elproducenter, hvis de afgiftsbelægger de anvendte energiprodukter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at virksomhedens generatoranlæg med rette ikke var omfattet af afgiftspligten i medfør af Elafgiftsloven § 2, stk. 2. Retten lagde til grund, at selskabet havde anvendt olie som motorbrændstof i generatoranlæg, der udelukkende fremstillede elektricitet til drift af egne produktionsanlæg (køleanlæg). Det blev også lagt til grund, at samtlige generatoranlæg havde en kapacitet på under 50 kW og var fast installerede/integrerede i produktionsanlæg, der var mobile.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

• De omhandlede generatoranlæg kunne ikke anses for stationære anlæg i henhold til Elafgiftsloven § 2, stk. 2. Generatoranlæg, der er fastmonteret i mobile produktionsanlæg, kan hverken på grundlag af bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne hertil anses for stationære anlæg i elafgiftslovens forstand.
• Der var ikke grundlag for at anse dette for stridende mod energibeskatningsdirektivet (Direktiv 2003/96/EF), idet det af direktivets artikel 21, stk. 5, fremgår, at medlemsstaterne kan fritage mindre elektricitetsproducenter, såfremt de lægger afgift på de energiprodukter, der anvendes til fremstilling af denne elektricitet.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.