Landsskatteretten: Ikke godkendt fradrag for advokatudgifter, tab på debitorer, skønsmæssige forhøjelser og underskud af landbrugsvirksomhed

Sagen omhandler en klager, der er dyrlæge og driver flere virksomheder, herunder en dyrlægevirksomhed og en landbrugs-/stutterivirksomhed. Klagen vedrører en række skattemæssige spørgsmål for indkomstårene 2005, 2007, 2008 og 2009, herunder ikke godkendt fradrag for advokatudgifter, tab på debitorer, skønsmæssige forhøjelser af indkomst samt ikke godkendt fradrag for underskud af landbrugs-/stutterivirksomhed.

Baggrund og tvister

Klageren udtrådte i 2005 af et interessentskab, hvilket førte til tvister om en konkurrenceklausul og økonomisk mellemværende. Klageren blev efterfølgende ansat i en nystartet dyrlægeklinik. Klageren gjorde gældende, at hans forskellige aktiviteter inden for landbrugsvirksomheden (hestebesætning, bortforpagtning af jord, udlejning af hestebokse) var så integrerede, at de skulle anskues som én samlet virksomhed i skattemæssig henseende. Dette blev understøttet af, at klageren havde rådighed over bortforpagtet jord til hestefolde og modtog halm fra arealerne.

Skønsmæssig forhøjelse og advokatudgifter

For indkomstårene 2008 og 2009 havde SKAT foretaget skønsmæssige forhøjelser af klagerens indkomst, da de mente, at klageren havde udeholdt omsætning fra dyrlægearbejde. Klageren bestred dette og fremlagde dokumentation for, at arbejdet var faktureret, og at der var påvist betydelige fejl i SKATs opgørelse. Fradrag for advokatudgifter relateret til retssager blev heller ikke godkendt.

Landbrugsvirksomhedens rentabilitet

Et centralt punkt i sagen var spørgsmålet om, hvorvidt landbrugs-/stutterivirksomheden blev drevet erhvervsmæssigt. Der var foretaget syn og skøn, hvor skønsmanden vurderede, at virksomheden blev drevet teknisk-landbrugsfagligt forsvarligt og på sigt ville kunne give overskud. Skønsmanden havde foretaget en opdeling af aktiviteterne i "Heste og kvæg", "Udlejning af bygninger og jord", "Opstaldning af heste" og "Udlejning af driftsmidler".

SKAT og Skatteankestyrelsen argumenterede imod skønsmandens konklusioner, idet de mente, at ikke alle udgifter var medtaget i skønsmandens beregninger, og at der var foretaget omkonteringer af regnskabsposter. De fastholdt, at virksomheden ikke var rentabel, når alle omkostninger blev medregnet. Klageren fastholdt, at administrationsomkostninger ikke fuldt ud kunne henføres til landbrugsaktiviteten, og at bortforpagtningsindtægter skulle medregnes i det samlede resultat for landbruget, med henvisning til tidligere Landsskatteretsafgørelser (LSR 09-00018 og LSR 09-03632).

Nedenstående tabel viser forskellen mellem revisors og SKATs opgørelse af virksomhedens resultat for perioden 2009-2014:

Klageren fremhævede, at det afgørende for erhvervsmæssighed er udsigten til et 0-resultat på sigt, ikke de historiske underskud. Klageren mente, at både forsvarligheds- og rentabilitetskravet var opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at underskud ved drift af en landbrugsejendom er fradragsberettiget i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, hvis driften er sædvanlig, forsvarlig og tilsigter et rimeligt driftsresultat. Et rimeligt driftsresultat indebærer udsigt til et resultat omkring 0 kr. eller overskud efter driftsmæssige afskrivninger.

Landsskatteretten fandt ikke, at klagerens forskellige aktiviteter – udlejningsvirksomhed af ejendomme, dyrlægevirksomhed, virksomheden "[virksomhed2]", udlejningsvirksomhed med praksisbiler og landbrugsvirksomheden – skattemæssigt kunne anses for en samlet virksomhed. Dog kunne klagerens landbrugsvirksomhed/stutterivirksomhed, herunder udlejning af hestebokse, anses for én samlet virksomhed. De øvrige aktiviteter blev ikke anset for en integreret del af landbrugsvirksomheden.

Vedrørende bortforpagtning af landbrugsareal bemærkede Landsskatteretten, at indtægter herfra som udgangspunkt ikke skal medregnes/modregnes i resultatet af landbrugsvirksomheden, jf. praksis i bl.a. TfS1997,789 (LSR1997.671-1889-265).

Landsskatteretten kunne ikke lægge resultatet af syn og skøn til grund for vurderingen af rentabilitet, da det fremgik, at virksomhedens revisor havde omkonteret regnskabsposter, og administrationsomkostninger ikke var medtaget. Det blev fremhævet, at samtlige udgifter i virksomheden skal indgå i sammenligningsgrundlaget ved opgørelse af rentabilitet, jf. TfS 1996,301.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte, at landbrugsvirksomheden ud fra en konkret vurdering ikke kunne betegnes som erhvervsmæssig. Dette blev begrundet med, at driften allerede før driftsøkonomiske afskrivninger havde givet betydelige underskud i det påklagede indkomstår og årene forud, og underskuddene var ikke af forbigående karakter.

Et retsmedlem udtalte dog, at driften af ejendommen havde udsigt til at give overskud, og at der derfor var tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og fandt, at landbrugsvirksomheden ikke var drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende. Skatteankenævnets afgørelse, hvor der i henhold til Statsskatteloven § 6a blev nægtet fradrag for underskud, blev derfor stadfæstet.