Landsskatteretten stadfæster: Samarbejde mellem privathospital og speciallæge udgør lønmodtagerforhold

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt samarbejdsforholdet mellem privathospitalet [virksomhed1] A/S og speciallæge [person1] skulle anses som et arbejdsgiver-/lønmodtagerforhold eller som selvstændig erhvervsvirksomhed. SKAT havde pålagt privathospitalet at indeholde A-skat og AM-bidrag ved udbetalinger til speciallægen med virkning fra den 1. juli 2012.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT anså speciallægen for at udføre personligt arbejde i tjenesteforhold og begrundede dette med en række forhold, herunder:

• Privathospitalet varetog alle økonomiske forhold vedrørende patienterne.
• Honoreringen skete løbende efter forud fastsatte takster.
• Speciallægen afholdt ikke udgifter, der væsentligt oversteg, hvad der var sædvanligt i et lønmodtagerforhold.
• Speciallægen indgik i et team og var undergivet den virksomhedsansvarlige læges tilsyn og kontrol.
• Speciallægen fremstod som tilknyttet privathospitalet på hjemmesiden og var forpligtet til reoperationer ved opsigelse.
• Speciallægen løb ingen økonomisk risiko, da patienterne enten kom fra det offentlige, forsikringsselskaber eller betalte på forskud.
• Privathospitalet planlagde og administrerede aftaler om undersøgelser og operationer.
• Speciallægens direkte ansvar over for patienter blev anset for et internt forhold, der også kunne gælde i et ansættelsesforhold.
• Patienter var omfattet af en offentlig erstatningsordning, og speciallægens erhvervsansvarsforsikring havde begrænset betydning.

SKAT henviste til kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven og ligningsvejledningen afsnit E.A.4 samt praksis som SKM2011.718LSR og SKM2011.854SR.

Klagerens påstand og argumenter

Privathospitalet påstod, at samarbejdet var indgået mellem uafhængige selvstændige virksomhedsparter og at der ikke var hjemmel til at pålægge indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Klageren fremhævede følgende punkter fra aftalen:

• Speciallægen var direkte ansvarlig over for patienter.
• Speciallægen måtte ikke repræsentere eller forpligte privathospitalet.
• Speciallægen afholdt selv omkostninger i forbindelse med opgaverne.
• Aftaleforholdet var ikke reguleret af funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige love.

Klageren argumenterede desuden, at privathospitalet ikke instruerede eller ledte speciallægen, da denne besad en særlig kompetence og var selvinstruerende. Honorarstrukturen blev anset for typisk for samarbejdsforhold mellem selvstændige parter. Vedrørende udgifter og økonomisk risiko fastholdt klageren, at speciallægen afholdt normale virksomhedsudgifter og bar en økonomisk risiko i henhold til aftalens § 3 og 4. Klageren anfægtede relevansen af patientforsikringsordningen i vurderingen af ansættelsesforholdet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at samarbejdsforholdet mellem privathospitalet [virksomhed1] A/S og speciallæge [person1] skulle anses som et arbejdsgiver-/lønmodtagerforhold. Dette medførte, at privathospitalet fra den 1. juli 2012 blev pålagt at indeholde A-skat og AM-bidrag ved udbetalinger til speciallægen.

Landsskatteretten lagde vægt på en samlet konkret vurdering af forholdene, herunder:

• Speciallægens arbejde blev udført på privathospitalets adresse, hvor hospitalet stillede faciliteter til rådighed.
• Behandlingsopgaverne blev udført på bestemte tidspunkter i henhold til selskabets behandlingsplan.
• Speciallægen modtog et på forhånd fastsat honorar per bedøvelse/behandling.
• Privathospitalet fakturerede patienterne for speciallægens arbejde og havde det overordnede ansvar for planlægning og administration.
• Privathospitalet afgjorde, om en behandling levede op til almindelig anerkendt lægefaglig standard, og kunne suverænt træffe økonomiske sanktioner mod speciallægen ved fejl, hvilket indikerede tilsyn og kontrol.

Retten fandt, at speciallægens virke ikke i tilstrækkeligt omfang rummede de karakteristika, der sædvanligvis kendetegner en erhvervsmæssig virksomhed. Selvom speciallægen skulle stille udstyr og bedøvelse til rådighed, påtog sig et vist økonomisk ansvar for fejlbehæftede behandlinger og var forpligtet til at tegne en dansk lægeansvarsforsikring (ikke en klinikforsikring), var dette ikke tilstrækkeligt til at anse speciallægens virke som selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.